Ny hjemmeside og blog

Tak fordi du har fundet frem til Ø-yoga.

Denne side opdateres ikke længere, da vi er flyttet til:

yogaoglevetliv.dk

Her kan du finde information om yogaundervisning på Ærø.

Du kan også finde os på facebook: https://www.facebook.com/oeyoga/

Og på Instagram: https://www.instagram.com/kristineskytteglue/

Og du kan sende mig en mail på: ksglue@gmail.com

Så får du besked om nye hold og arrangementer hos Ø-yoga på Ærø.

Kunst og krig

Regn

Jeg vågner til lyden af regn, ligesom jeg er faldet i søvn til lyden af regn fra det åbne vindue i oktober. Jeg ligger på gulvet på min søsters kontor og på hver side af mig har jeg et sovende barn, mine sovende børn, mine to piger. De vågner langsomt i det grå lys og putter sig ind til mig. Den yngste lægger en hånd på min mave:

"Er lillesøster også vågen, mor?"

Og lidt efter lidt giver babyen sig til kende, det er søvnige spark her til morgen. Babyen, der skal bo endnu en måned i min mave, før hun skal ud til sine to søstre i denne verden.

Hunden skal luftes, og to par søstre går ind over det våde græs under de store træer og den grå himmel, op mod det orangeriet i Botanisk Have. Store blade kan anes bag ruderne.

Vi går ned mod Den Gamle By, ind ad en allé og vi kan dufte brændt sukker, nybagt brød. Vi kan høre hammerslag og gennem et vindue kan vi se smeden arbejde. Der er brostensbelagte gader, bindingsværkshuse i dybrød med sorte bjælker. Vi går forbi en købmand med udstilling af antikverede varer, vi kommer forbi en café, der dufter af æbleskiver.

I 70'er-gaden er der en fotobutik, et vaskeri, en radiohandler lige ud til en kanal og i baggrunden kan man ane en kran, der hæver sig over et af de mange byggeprojekter i den moderne storby Aarhus.

Vi går ud ad tidslommen og op gennem botanisk have igen. Jeg går med bittesmå skridt og plukveer.

Selvtillid

Senere cykler jeg ind til Klostertorvet og mødes med en ung mand fra Syrien, en kurder jeg kender fra mit arbejde på Ærø og vi bestiller kaffe på Starbucks. Den unge mand insisterer på at betale, sådan gør man.

Han er frisk og tryg i byrummet blandt mange mennesker. Han smiler og taler en blanding af udmærket dansk og arabisk, når jeg insisterer. Men hans danske er fint efter halvandet år i landet med grundige og dedikerede studier.

Jeg spørger til hans venner, én af dem "han arbejder bare", og min ven kan ikke forstå hans danske sprog.

En anden er flyttet fra Ærø til samme hus som min ven. Han kunne ikke engelsk, kunne ikke skrive arabisk, slet ikke skrive dansk og hver gang jeg tiltalte ham på dansk, løftede han langsomt sine knyttede næver op foran ansigtet. Når vi talte arabisk sammen var alt idyl. I timerne tegnede han. Billeder af våben, soldater i kamuflagedragter, tanks. Nu er han i Aarhus, han kan stadig ikke skrive og han har kun lært få ord.

Jeg spørger til en tredje dreng, der rejste fra Ærø. Han var også analfabet og jeg havde ondt af ham, da jeg hørte, at han sad i en lejlighed og ventede i månedsvis. Der var ikke nogen skole for en 18-årig dreng, der ikke kunne læse.

Men han er rejst tilbage til Tyrkiet. Han kunne godt se, at fremtiden i Danmark var vanskelig. Men Tyrkiet var værre, for landet er ikke venligtsindet over for hjemvendte flygtninge, slet ikke kurdere. Nu sidder han i fængsel.

Min ven, den 18-årige, er fuld af selvtillid. Han klarer sig fint i skolen. Hans klassekammerater er også dygtige, fortæller han, for de går jo i klasse med ham. Han klarer det hele i huset, hvor han bor. Han gør rent og holder orden, han laver mad og sørger for, at de andre beboere passer deres ting. Han spiller fodbold og laver yoga og han fortæller, at han er meget stærk.

Jeg oversætter "selvtillid" for ham og han er uforstående - selvfølgelig har han det! Han skal være læge. En dygtig læge. Det er fint. Det skal han nok blive.

Afmægtighed

Jeg spørger til hans familie. Hans far og mor, der er flyttet tilbage til landsbyen, fordi krigen og bomberne kom til den store by, hvor de boede i nærheden af Aleppo. De har ikke arbejde, men de kan leve af at dyrke jorden, det har han tidligere fortalt om. Hans lillesøster og lillebror er med og de kan ikke gå i skole. Der er ikke skole, der er bare krig. Men hans storebror arbejder på en oliefabrik og tjener gode penge, det er det, der gør, at min ven har kunnet flygte til Danmark og at familien stadig kan eksistere. De har det godt. Fint.

"Er der stadig ro?" spørger jeg. "Eller er der krig?"

" Ja, jo, måske lidt krig." Og pludselig ændrer hans ansigt sig, lyset forsvinder fra hans øjne, det selvsikre smil er væk. "Hvis jeg skal sige sandheden," siger han, "så er mine brødre flygtet, de er i Grækenland nu."

Nyheden er skræmmende og ændrer stemningen mellem os. Pludselig er der sorg, afmægtighed, som han ellers formår at skjule. For hvad skal vi stille op med det?

"Hvad kan vi gøre?" spørger han.

"Hvad kan vi gøre?" spørger jeg.

For grænserne i Europa er lukkede og hvordan skal to unge mænd fra Syrien komme hele vejen til Danmark?

Ja, de har levet i en land i krig i 5 år, men hvorfor skulle de være forberedt på en illegal flugt gennem et kontinent - lige så lidt, som vi ville være forberedt på det? De er ikke vokset op med en indføring i flugtstrategier, de har bare forsøgt at fortsætte en normal tilværelse, mens krigen kom tættere og tættere på.

De er kommet til Grækenland over havet fra Tyrkiet, en risikabel rejse og måske forgæves. Aftalen i Europa er, at Grækenland sender bådflygtninge tilbage til Tyrkiet og til gengæld sender et tilsvarende antal andre flygtninge til et land i Europa.

Men aftalen fungerer ikke. Det er et fåtal, der er blevet sendt tilbage til Tyrkiet og de bliver sendt tilbage til en uvis tilværelse. I en flygtningelejr. I fængsel, som den anden dreng fra Ærø. Og det forlyder, at nogen bliver sendt tilbage ind over grænsen til den land, de lige er flygtet fra.

Så de to unge mænd i Grækenland, hvad skal de gøre? Og hvad skal forældrene gøre i en lille landsby, hvor både krig og vinter rykker nærmere, uden den faste indtægt fra storebrors job?

Det er hjerteskærende, det er håbløst.

Min ven kan i disse tider ikke gøre sig den mindste forhåbning om at opnå familiesammenføring. Begrundelsen ville være - hvis han havde søgt før han blev 18 - at hans familie ikke er særligt truede. De er ikke under større trussel end resten af den syriske befolkning og er derfor ikke berettiget til familiesammenføring.

Vi bliver stille lidt sammen. Jeg bliver trist og frustreret. Hvorfor er der intet at gøre? Og min evindelige tanke: De flygter ikke for sjov. 

Hvorfor udsætte sig for denne ulovlige rejse, hvis det ikke er allersidste udvej?

De er jo ikke en anden slags mennesker end danskere, europæere. De er mennesker med et følelsesliv og en selvopretholdelseskraft som alle andre, og disse to brødre har i fem år forsøgt at overleve i Syrien, mens midterste bror blev træt af krig og tog af sted. Før dem. Nu kan de heller ikke mere. 

Men de sidder i Grækenland og er blevet illegale.

Kunst og krig

Kaffen er drukket og vi går ud i byen, langs kanalen, blandt mange mennesker i gaderne. Ved ARoS sætter jeg min cykel i stativerne, og langsomt stiger vi op ad den lange trappe med de flade trin til museet.

Allerede udefra kan vi se halen på et gigantisk fabeldyr. En kæmpe bold, der hænger ned fra en endnu større masse, der fortsætter langt ind i museet. Det er en valkyrie af den portugisiske kunstner Joana Vasconcelos. Jeg har set hendes værker tidligere, men de var slet ikke så store.

Egentlig er vi kommet til museet for at se Robert Mapplethorpes fotografier, men det store dyr af stof er uundgåeligt.

Det hænger med halen ned i kælderen i den ene ende af det store rum og har den hovedlignende kuppel i den anden ende med udsigt ud over byen. Det er hængt op i loftet, hvor de største kupler når hele vejen op, under dyret bugter appendikser sig, og mange arme vokser ud fra siderne og slænger sig ned over etagerne.

Valkyrien er syet sammen af mange lange baner af stof i rødt, orange, mørkeblåt, i blonder, gule frynser hænger ned under halen, lyserøde frynser langs siderne, blå frynser, grønne. Nogle vedhæng er ornamenterede, med cirkler som en blækspruttes sugekopper, det hele er sat til med lys i smukke mønstre. En kæmpe lilla kuppel hænger under dyret, forskellige lilla nuancer i det sammensyede stof, lyskæder der er syet ind i stoffet

Vi går langs den ene arm på niveau 5, og jeg siger til min ven:

"Tænk, der er kunst og der er krig."

Jeg ved ikke, om han forstår, hvad jeg hentyder til. Men at vi kan opleve dette dyr, denne valkyrie, denne gigantiske eksplosion af farver og lys i ro og udstillet i fred, samtidig med at Rusland bomber i Syrien og det er i samme uge, som koalitionen har indledt sin offensiv mod den irakiske by Mosul, Islamisk Stats hovedkvarter eller højborg, som det beskrives i medierne.

Endnu en flygtningekatastrofe i udsigt, der er gjort klar til 700.000 flygtninge i lejre rundt om byen, hvor flere millioner tidligere har boet. Mennesker der er fanget i denne krydsild mellem IS, irakiske styrker og vestens hjælpende hånd. Alle disse uskyldige mennesker, de har ikke bedt om denne krig.

Men det sker. Mennesker, der kalder sig uddannede, fornuftige, demokratiske, vælger at bombe og smadre en by med hundredetusinde civile. Fordi andre mennesker, der også mener at have indset sandheden, terroriserer hele verden med bomber og mord.

Og her går vi langs en arm syet af stof, fyldt ud og dekoreret med lys, og vi går ind til udstillingen med Mapplethorpes billeder.

De første billeder er portrætter. Skærende skarpe, mange er klassiske billeder, efterhånden har flere en skæv detalje, et udtryk der stritter, et kostume, der tilfører billedet en anden mening. Mapplethorpe begyndte at arbejde med modeller, en kvindelig bodybuilder og en sort mand. Der er mange nøgenbilleder, kroppene bliver til skulpturer, som græske statuer, ikoniske og stoflige.

Der er en lille rum med  et udvalg af de forbudte og censurerede billeder, men motiverne er ikke chokerende 35 år efter deres tilblivelse. Vi har set lidt af hvert.

Sidste del af udstillingen er billeder fra Mapplethorpes sidste år. Englesmukke kvinder, æterisk udtryk. Og billeder af ham selv med en stok med et dødningehoved. Et billede hvor han tydeligvis er udtæret af den sygdom, der slog ham ihjel. Et år efter det blev taget, er han død. Han stirrer fra billedet. Døden i øjnene.

Barmhjertighed

Om aftenen kører alle søstrene til Fredericia, hvor vi skal se Klokkeren fra Notre Dame.

Den oprindelige historie foregår i middelalderen, men temaet er tilsyneladende eviggyldigt. En klokker, en vanskabning, må gemmes væk fra offentligheden. De virkelige slyngler er sigøjnerne: de fremmede, udlændingene. Byens borgere hidses op til kamp mod de anderledes.

En kvinde, Esmeralda, formår at charmere både præsten Frollo, kirkens vagtmester Phoebus og vanskabningen i tårnet. Men den magtfulde Frollo kan ikke få Esmeralda og derfor må hun dø. Alle sigøjnere skal jages fra byen, og pigen skal findes med gruelige metoder: "Om vi så skal brænde hele byen," siger han.

Om hele Mosul så skal udslettes, bare IS bliver fundet, tænker jeg. Hvordan kan fornuftige mennesker dog ræsonnere sådan? Hvilket skyld bærer de uskyldige?

På teatret lyses salen op af flammer, stolene ryster af den voldsomme ild. Frollo finder frem til Mirakelpladsen, og sigøjnerne, og det hele bliver brændt ned.

Esmeralda skal brændes til skræk og advarsel for byens borgere. Hun bliver reddet af Quasimodo, men overlever kun kort. Hun dør i tårnet. Forestillingen slutter med, at Quasimodo løfter hendes slappe krop, bærer hende ind i menneskemængden og skriger sin smerte ud.

I stedet for at se skuespillerne på scenen, ser jeg syriske fædre, der løfter deres døde børn ud af ruinerne, befrier dem for stendyngerne og bærer deres lemlæstede kroppe.

Skuespilleren på scenen skriger. Mon disse fædre også skriger?

Til Gud eller himlen, til moren, der også ligger begravet i dyngerne, fordi de tilfældigvis var født i det land? Hvordan kan man rumme det? Hvordan kan man gå videre, med sit blodige barn i armene? Et barn der skal begraves sammen med de andre familiemedlemmer.

Og hvornår beslutter man at flygte? Hvornår er der ikke mere at miste?

Mit ufødte barn sparker voldsomt til de høje lyde af klapsalver i salen. Det er svært at komme ud med min tykke mave blandt de smalle stolerækker og mængden af mennesker.

Vi kører hjem i regnen. Mine to piger falder i søvn på bagsædet i ro. I fred.

Brødrene sidder stadig i Grækenland, mens Aleppo vælter. Og Mosul bliver bombet.

Ferielitteratur

På min ferie har jeg - blandt andet - læst to fagbøger. Fri af stress med yoga af Louise Bruun og Tankeboblerne af Chris Norre.

I efteråret læste jeg Yoga for depression af Stephen Cope og Amy Weintraub. Stress påvirker kroppen på samme måde som traumer - begge dele er forhøjet stressniveau i blodet over længere tid og udløser de samme symptomer, fx depression.

I forhold til mit arbejde på asylskolen interesserer jeg mig for, hvilke yogaøvelser, der kan berolige nervesystemet og skabe balance i kroppen igen - om det så skyldes stress eller traumer.

 

Og generelt, hvordan kan vi påvirke kroppen hensigtsmæssigt, når vi er i en svær periode? Og kan man?

Louise Bruun skriver - og det er jeg helt enig i - "Yoga er ikke et quick fix".

Særligt hvis man taler om traumer eller depression kan behandlingen være årelang (og slet ikke bestå af yoga alene) og nogle kommer sig aldrig, men vil altid skulle leve med en øget sårbarhed, en ekstra årvågenhed i kroppen.

De mennesker arbejdede jeg med i Vollsmose for 5 år siden. Mennesker der aldrig bliver hele igen, uanset hvor meget yoga, de laver - og nå nej, de fleste laver jo ikke yoga, for det kræver alligevel et overskud, en viljestyrke, og kan man ikke sove om natten, ikke koncentrere sig om noget og tænker man konstant på familien i hjemlandet - eller afdøde familiemedlemmer og omstændighederne ved deres død - så skal der altså meget til at komme op på yogamåtten.

Louise Bruun skriver om yoga, at "det er alle tiders mulighed for at fikse de fleste af dine skavanker".

Når jeg ser på mine yogaelever, ser jeg ikke jer - jeres kroppe - som noget, der skal fikses. I er perfekte, som I er.

Vi kan have udfordringer, det ved vi, det har de fleste, ellers er vi vist ikke i live. Men vi skal ikke fikses!

Yogalæreren Donna Farhi skriver, at yoga skal gøre os i stand til at "walk, stand and sit with ease". Den formulering kan jeg meget bedre lide. Vi kommer ikke til yoga med en ufuldstændig krop, der skal fikses.

Ja, yoga kan ændre kroppen og hjælpe os af med smerter og ja, yoga kan ændre vores liv. Men yoga kan ikke altid gøre det alene. Nogen ting kan ikke fikses.

Chris Norre har virksomheden mindbusiness, der arbejder med mindfulness i store virksomheder og han skriver om emnet.

Han skriver, at mindfulness ikke skal gøre os til noget andet, end vi er. Vi skal ikke udvikle os i en anden og bedre retning. Vi skal stoppe, og kigge på lige præcis den person vi er lige nu og som er perfekt.

Se med venlighed, skriver Chris. Betragt det, der er.

Mindfulness er buddhisme, hvor det religiøse aspekt er fjernet - må Chris rette mig, hvis jeg tager fejl. Den mentale indstilling ligger meget tæt op ad yoga - selvom yoga er en gammel hinduistisk praksis. Nu vil mange - også store anerkendte yogalærere - hævde, at yogaen er løsrevet fra det religiøse aspekt. Det må den enkelte yogaudøver selv tage stilling til. Hvis man finder trøst i det religiøse, er det frit tilgængeligt. Hinduisme og buddhisme ligger også tæt op ad hinanden: Buddha var hinduist før han blev oplyst.

I yogaen betragter vi også det, der er, med venlighed.

En elev spurgte mig, om jeg underviser i mindfullnes. Det gør jeg ikke, men for mig er yoga mindfulness. Vi står eller sidder med det, der er. Vi betragter det, der kommer op af ubehagelige fornemmelser, smerter, gamle følelser, eufori, taknemmelighed. Vi betragter det med venlighed, uden at identificere os med det. Vi bliver i stillingen og trækker vejret.

Yoga kan hjælpe os, når vi har det svært, men nogen gange kan det ikke.

Jeg kunne lovprise yogaen og fortælle om, hvordan mit liv er let og smertefrit, fordi jeg laver meget yoga. Det vil elever gerne tro om underviseren. Og vi vil så gerne læse om succes'en.

Men flere af jer ved, at det ikke er rigtigt. Jeg kunne skrive, at jeg elsker at være gravid og bære mit barn og det er også rigtigt. Men jeg synes også, at det er voldsomt hårdt og krævende at være gravid og jeg kan ikke stå, gå eller sidde med lethed, heller ikke selvom jeg laver yoga. Arbejdet retfærdiggør bestemt resultatet, det mirakel et barn er.

Men jeg kender ikke nogen yogaøvelser mod kvalme. Svimmelhed og stakåndethed bliver kun værre af yoga. Vejrtrækningsøvelser gør mig dårlig.

Yoga ses tit sammen med råd om sund mad og jeg kender udrensende fødevarer, der hjælper kroppen med at tackle de store mængder hormoner, der udløses i kroppen i starten af graviditeten. Men jeg kastede da op alligevel.

Louise Bruun skriver på sin blog: "Hvis du bevæger dig intelligent, og lytter til din krop, hvis du spiser mad, der støtter op omkring din krop og bygger dig op, så vil jeg æde min gamle hat på, at din graviditet bliver 100 gange lettere og uden store skavanker." Det har hun. Med tvillinger.

Det er bare ikke sikkert. Hvordan spiser man sig fra den hormonelle påvirkning, der gør, at knoglerne i bækkenet løsner sig og giver konstante smerter? Og det på trods af mange års yogatræning netop skulle have styrket og strammet og sørget for bevægelighed?

Ny forskning tyder på, at det er udformningen af bækkenet, der gør, at nogle kvinder får bækkenløsning og andre ikke. Udformningen af bækkenet kan man ikke ændre på. Det er givne omstændigheder. Det kan ikke fikses.

Der er ting, vi ikke er herrer over, selvom vi så gerne vil og det kan være så opmuntrende at læse om. Vi kan blive udsat for ting, vores begrænsede bevidsthed ikke er ansvarlig for og som vi ikke selv med viljestyrke og gode intentioner kan fikse, hverken hurtigt eller langsomt.

Samfundet stiller store krav til at individdet skal kunne fikse sig selv - fx fikse sig selv, hvis man er gået ned med stress. Men hvad nu hvis det er strukturer i samfundet eller på arbejdspladsen, der har afstedkommet stressen til at starte med?

Vi må starte med os selv og gøre, hvad vi kan gøre - fx yoga. Men vi må også være blide ved os selv og erkende, at det ikke er alt, vi er herrer over. Man stiller for store krav til sig selv, hvis man tror, at alt kan fikses - og tilsvarende stor vil skuffelsen og utilfredsheden være, når det ikke lykkes.

Filosofien bag yoga

Måske tror du, at yoga handler om at blive smidig og stærk. Du tænker, at yoga er at stå og svede på måtten. Det kan godt være, du ved, at der er lidt mere til yoga end ømme muskler og vådt tøj - måske du kender til vejrtrækningsøvelser?

Men ved du også, at yoga er et omfattende system, der er over 2000 år gammelt - og som handler om at møde det guddommelige?

Her kan du læse om filosofien bag yoga, Patanjalis Sutraer, Hatha Yoga Pradipika og Bhagavad Gita, som moderne yoga bygger på. Du kan læse om den otte-ledede vej til oplysning, om hvordan vores sind bliver forstyrret og hvordan vi overkommer forstyrrelserne og du kan læse om hvilke veje der fører til forening, sammenhæng og mening.

Mødet med yoga

Da jeg begyndte at lave yoga i 2003 i Sydfrankrig, spurgte jeg min lærer, om der fandtes en bog, hvor jeg kunne læse mere om yoga. Jeg fik en titel noteret på en lap papir og gik glad 100 meter op ad gaden fra yogaskolen til den engelske boghandel, hvor jeg bestilte bogen.

To uger efter var jeg fuld af forventning, da bogen endelig var hjemkommet og jeg kunne hente den: Light on Patanjalis Sutras af B. K. S. Iyengar. Men lige så stor var skuffelsen, da jeg opdagede at ikke en eneste yogastilling var afbilledet i bogen! Hvad var det for noget? Jeg havde jo bedt om en bog om yoga??

Bogen blev sat på reolen og jeg fik bestilt Iyengars Light on Yoga, hvor der er et utal af stillinger afbilledet og forklaret, og Yoga - A Gem for Women, som yderligere kunne oplyse mig, på det stadie jeg var på. Stor var uvidenheden :-)

Jeg vidste dengang ikke, at den bog, jeg først havde fået fat i, var selveste biblen for yoga: Patanjalis Sutraer, skrevet 200 f.v.t. og som moderne yoga bygger på. Yogaen blev overleveret fra lærer til elev gennem årtusinder, indtil Patanjali nedskrev retningslinjerne. Metoden yoga kan være op til 5000 år gammel.

Sutraer er små aforismer, der kan tolkes på mange måder og som siger en hel masse generelt om tilværelsen, vores sind, vores tankemønstre og om yoga i særdeleshed.

Forstyrrelser i bevidstheden

Først for nylig fik jeg fundet Patanjalis sutraer frem igen og nu gav det hele mening. Patanjali beskriver i sutra no. 1.2 yoga som "citta vrtti nirodhah", som kan oversættes med "kontrol over bølgerne i sindet".

Vores hjerne arbejder hele tiden, og det er svært at lade være at tænke på noget. Der vil hele tiden være følelser og fysiske fornemmelser til stede, der påvirker, hvad vi tænker og føler, uden vi er bevidste om det. Med yoga kan man stilne sindet.

Vi har nogle bevægelser i sindet, bølger i bevidstheden - citta vrtti - som gør yogapraksis vanskelig. Jeg kunne genkende dem alle. De er beskrevet i første del af sutraerne. De første fem, kan både kan bringe glæde og smerte.

Pramana er en standard eller et ideal, som vi måler ting eller værdier ud fra. Det kan være en overbevisning, man har fået fra autoriteter eller en troværdig kilde.

Jeg spekulerer over, hvilke opfattelser jeg har fået af mine forældre og af mine lærere. Jeg ved, at jeg i mine teenageår gentagne gange fik at vide af min balletlærer:

1. at det ikke var godt nok, højt nok, dybt nok eller smidigt nok
2. at jeg var for tyk

Den opfattelse kan man tage med sig i meget lang tid. Jeg har stået i balletsalen uendelige timer (jeg havde flere år, hvor jeg trænede hver dag) og betragtet min krop i spejlet, lige præcis de områder, min lærer havde udpeget.

Dem tjekker jeg stadig, når jeg kigger mig i spejlet. Og de ligner ca. sig selv - derfor stadig utilstrækkeligt. Eller hvad?

Viparyaya er en fejlopfattelse eller et forkert syn på omverden eller dig selv, der ændres når man opnår viden. Med min viden nu, som også er det, jeg videregiver til mine elever, kan jeg sige, at enhver krop er en perfekt krop. Så længe vi kan trække vejret.

Jeg ønsker ikke, at mine elever skal ændre på deres kroppe. Alle jeg ser er smukke, som de er. Alle forsøger, alle arbejder, muskler, led, knogler og bindevæv spiller sammen og skaber komplicerede stillinger. Det er da et mirakel.

Vikalpa er en forestilling, man har, måske fri fantasi, der ikke er faktuelt baseret. Fra en opfattelse fra autoriteter, over en fejlopfattelse - til fri fantasi. Ja, det er vist der jeg er. En forestilling om ikke at være god nok. Og den er jeg nok ikke den eneste, der har.

Nidra betyder søvn, det er fravær af ideer og erfaring. Vi lever ubevidst og fortsætter med de samme mønstre uden at stille spørgsmål - og måske uden at være i stand til at ændre på mønstrene, selvom de bringer lidelse.

Smrti er minder, man kan holde fast i og være bundet til fortiden.

Bølger der skaber smerte

Der er også fem slags chitta vrtti, der skaber smerte:

Avidya er uvidenhed. Den tilstand lever de fleste af os i - nemlig uvidenhed om, at vi alle er et. Det fører til:

Asmita er følelsen af at være afsondrethed fra andre, at være afskåret fra en gruppe, fysisk, psykisk, intellektuelt eller emotionelt. Vi kan føle os afsondrede fra andre mennesker, afsondrede fra helheden, ikke anerkendt af samfundet.

Det er ikke noget vi er klar over. Men kan du forestille dig, at du altid, uanset hvad, hører til et sted? At du altid, altid, altid er anerkendt og elsket, UANSET hvad du laver? Også når du ligger i sofaen med det bløde tæppe og spiser chokolade?

Du er elsket. Tænker du på det til daglig?? Nej? Du - og de fleste af os - lider af avidya og asmita.

Raga er tilknytning eller passion, fx tilknytning til et bestemt mål. Det med ikke at være knyttet til et bestemt resultat er nærmere beskrevet i en af yogaens - og hinduismens - andre tekster: Bhagavad Gita.

Hvis du er i gang med et stykke arbejde og bekymrer dig meget om udfaldet - fx en eksamensopgave eller en præsentation på arbejdet - kan det bremse eller blokere en fuldstændig.

Hvis man nyder det arbejde, man er i gang med, kan man være heldig at lave noget, der er super godt. Og har været let at lave. Uafhængigt af resultatet.

Dvesha er en følelse af afsky, fx afsky for dele af en selv - sind eller krop. Er det noget, du kender til? Elsker du hver en lille del af din krop ubetinget? Eller kender du også, at man kan fokusere så overdrevet på en lille detalje, at man glemmer alt det udmærkede?

Det er ligeledes en følelse, der kan få dig til at gå helt i stå. Og den kan faktisk få dig til at handle mod dig selv, selvdestruktivt, for hvorfor skulle dette ækle legeme dog behandles godt? Jeg kan lige så godt tage en plade chokolade mere! Selvmedlidenhed, misforstået omsorg iblandet destruktivitet.

Abhinivesa er frygt for forandring og den ultimative forandring – døden.

Alt dette er ikke noget, vi er bevidste om, men det kan dukke op, når vi begynder at lave yoga. Følelser og reaktionsmønstre, selv oplevelser, lagrer sig i kroppen. Når vi begynder at bevæge kroppen kan alt muligt dukke op. Du kan blive euforisk og du kan blive rigtig ked af det.

Yogaen kan forstærke gamle mønstre, så før du er klar til at se på, hvad der egentlig sker med din krop og din praksis - sker der ikke noget. Du må være parat til at ændre dig.

Fysiske forhindringer

Der er ni forhindringer, der er fysiske, mentale, intellektuelle og spirituelle, sutra 1.30:

Vyadhi: Sygdom
Styana: Kraftesløshed, mathed 
Samsaya: Tvivl og ubeslutsomhed
Pramada: Ligegyldighed, ufølsomhed 
Alasya: Dovenskab
Avirati: Begær 
Bhranti Darsana: falsk viden, illusion
Alabdha Bhumikatva: mangel på koncentration så man ikke kan se virkeligheden 
Anavasthitttva: ustabilitet i koncentrationen

Og de sidste fire distraktioner:

Duhkha er lidelse. 
Daurmansya er fortvivlelse

Angemejayatva er ustabilitet i kroppen

Svasa-prasvasa er ustabil vejrtrækning

Kort sagt, så er der undskyldninger nok for ikke at passe sin træning :-)

Genfødslernes hjul

Duhkha, lidelse og avidya, uvidenhed er kendetegnet for den verden vi lever i, nemlig samsara. Samsara er genfødslernes hjul, det vi kæmper for at komme ud af med vores yogapraksis og søgen mod det guddommelige.

Samsara er kendetegnet ved lidelse. Vi er født i samsara og ikke en den guddommelige dimension. Samsara er modsætninger, for alt godt der findes, er der også lidelse. Vi kan ikke lave om på det, men må klare det herfra, hvor vi er.

Hvis vi kan acceptere, at vi lever i samsara og ind i mellem må slås med tilværelsen, kan det gøre det hele lidt nemmere. Det er ikke fordi, du ikke har visualiseret godt nok, ikke har taget den rigtige uddannelse, eller fordi du ikke er god nok. Det et simpelthen vilkårene i denne verden.

Du kan ikke skabe en tilværelse uden lidelse og uden forstyrrelser. Men vi kan blive bedre til at klare det, vi møder på vejen.

Kleshas

Vi lider i samsara fordi vi er for tæt knyttet til virkeligheden af de fem sorger, kleshas, som også er beskrevet i forhindringerne ovenfor.

Det første, der knytter os til virkeligheden, er avidya, uvidenhed. Det primære, vi er uvidende om, er at vi er en del af helheden. Vi er en del af det guddommelige, det oprindelige. Vi er alle et. Det har vi en tendens til at glemme, ikke?

Nogen vil nok også spørge – ahhh, er vi egentlig det? Man kan mene om det, hvad man vil. Men vi er alle bygget af de samme grundstoffer – ligesom alt andet, der findes på denne jord. Og vi er alle gennemstrømmet af den samme livsenergi, helt konkret indånder vi alle luften, der omgiver os.

Undersøger man atomerne helt ned på det dybeste plan – så dybt som man kan undersøge i dag, ser man, at alle atomers grundstof er den samme svingning. En svingning. Ikke fast stof.

Indenfor yoga siger man, at alt i universet svinger med den universelle lyd A-U-M. Den samme svingning? Tag med dig hvad du vil – nogen vil afskrive enhedstanken som nonsens. Andre vil måske i den finde en smule trøst?

Den anden smerte er asmita, din jeg-følelse. Vi identificerer os med vores selv, med vores krop, med vores arbejde, med vores ting. Men vi er ikke vores arbejde. Vi er ikke vores ejendele. Og faktisk er vi heller ikke vores krop.

På grund af denne identifikation opstår raga, tiltrækning og dvesha, afsky. Fordi vi identificerer os med omverdenen, bliver vi nødt til at bruge energi på at afgøre, hvad vi godt kan lide, og hvad vi ikke kan lide. Vi begynder at dømme. Og vi begynder at identificere os med det også – men vores sympatier og antipatier.

Den sidste er abhinivesha, frygt for forandring.

Overvindelse af udfordringer

Der er flere måder at overvinde forhindringerne på. Du kan følge de otte led i yoga. Du kan lave din yoga - dine asanas og dine vejrtrækningsøvelser. Du kan recitere den hellige lyd A U M. Og du kan træne maitri (kærlig venlighed), karuna (medfølelse), mudita (glæde) og upeksa (reflekteret foragt).

Det kan være meget nemt at sige: Vær venlig! Vær omsorgsfuld! Men det ændrer jo ikke nødvendigvis vores følelser. Får en ordre om venlighed os til at være venlige? Næppe.

Ligesom når man fx deler med kolleger eller veninder, at man er nervøs for noget og får at vide: "DET skal du da ikke være!" Får det nervøsiteten til at gå væk? Tværtimod føler man sig nu både nervøs og ikke forstået.

Anerkend følelsen

Yogaen lærer os, at hvis vi oplever ubehag, er den bedste strategi at gå ind i følelsen og anerkende den. Når vi gør det, sker det at følelsen ændrer sig. Men bruger vi store kræfter på at tvinge en følelse eller fornemmelse væk, kan vi være sikre på, at den bliver der. Måske vokser den oveni købet og skaber problemer andre steder i krop eller sind.

For at overkomme forhindringerne i yoga skal vi bruge fire begreber.

Maitri er venlighed, men ikke kun det. Det er også en følelse af enhed med den, man er venlig overfor. (Atmiyata - følelse af enhed). Man skal være venlig overfor alle - også dem man ikke kan lide.

"The yogi uses all his resources - physical, economic, mental or moral - to alleviate the pain and suffering of others. He shares his strength with the weak until they become strong. He shares his courage with those that are timid until they become brave by his example. He denies the maxim of the "survival of the fittest", but makes the weak strong enough to survive. He becomes a shelter to one and all." (Light on yoga)

Karuna er at vise medfølelse med dem, der har det svært, men ikke kun det. Det er medfølelse kombineret med handling for at afhjælpe lidelse hos andre.

Mudita er en følelse af glæde over arbejde, der er godt udført af en anden, også selvom denne er en konkurrent. En yogi viser ikke vrede, had eller jalousi over for andre, der har nået det mål, han selv stræber efter.

Denne her er virkelig svær! Uh, hvem føler ikke et stik af jalousi over for dem, der klarer sig godt? Jeg tilstår, at jeg - stadig? - har et issue med den meget dygtige, utroligt spændstige og meget populære yogalærer Kino MacGregor, fordi hun er så irriterende perfekt. Og hvorfor skal hun altid træne i bikini??

Jeg er da godt klar over, at man har det meget bedre, hvis man kan glædes på andre vegne og blot se op til de dygtige med kærlighed og beundring. Men det er ikke lige så let, vel??

Upeksa er en følelse af foragt overfor den person, der opfører sig dårligt, men ikke kun det. Det er at udforske sig selv og se på, hvordan man selv ville have reageret, hvis man var i samme situation eller udsat for de samme fristelser. Og undersøge i hvilken grad, man selv er ansvarlig for den andens ulykke og derefter hjælpe ham på rette vej igen.

At træne venlighed

Vi kan hurtigt blive enige om, at alt ville være nemmere, og vi ville bestemt være bedre mennesker, hvis vi kunne fremelske disse fire egenskaber. Men man kan jo ikke bare være noget, man ikke er. Heldigvis kan det trænes! Vi øver os simpelthen i at føle følelsen i meditationen Loving Kindness Meditation.

Man gør følgende:

Sætter sig i en meditationsstilling: Sukhasana, Siddhasana eller Padmasana. Virasana og Baddha Konasana kan også bruges. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, sætter man sig på en stol. Det vigtigste er at ryggen er ret og man kan sidde rimelig uforstyrret af kropslige fornemmelser. Kroppen vil selvfølgelig begynde at larme, når vi har siddet stille nogen tid, men vi trækker vejret og bliver siddende.

Når du har siddet et par minutter, tænker du på en person, du elsker betingelsesløst. Du mærker kærligheden i dit hjerte. Og du mærker, hvordan kærligheden bevæger sig fra dig og til den elskede person.

Sid lidt med den følelse. Nyd den. Mærk hvad den gør ved dig. Mærk hvordan den føles kropsligt.

Nu skal du tænke på en person, du ikke bryder dig om. Det kan være en, der ikke behandler dig godt, en, der er uvenlig mod dig eller en du nærer antipati imod.

Nu mærker du igen kærligheden i dit hjerte. Og du mærker, at kærligheden flyder mod denne uvenlige person. Det kan faktisk lade sig gøre. Se om du kan genfinde den behagelige følelse fra før.

Forestil dig, hvordan den uvenlige person får det bedre af din kærlighed.

Der kan opstå en masse tanker, følelser og fornemmelser. Det er helt fint. Du mærker, du har dem, du mærker, du tænker, hvad du nu gør - og så vender du tilbage til at føle kærlighed.

Til sidst skal du forestille dig en fremmed. En person du måske ser en gang i mellem på gaden, en person du ser, men som du ikke har noget forhold til overhovedet.

Du føler igen kærlighed i dit hjerte. Og du lader kærligheden strømme mod denne person. Genfind følelsen fra den person, du virkelig elsker. Mærk hvordan det føles. Se hvordan personen ændres af din kærlighed.

Undrer du dig over, hvorfor du skal sende kærlighed til en fremmed, kan du et øjeblik overveje, at for størstedelen af verdens befolkning er du selv en fremmed.

Når du har været alle tre personer igennem sidder du lidt i stilhed, inden du åbner øjnene igen.

Hele forløbet tager 12-15 minutter. Du kan lave meditationen hver dag i en periode eller et par gange om ugen eller når du har behov for det. Du kan finde en guidet meditation her. Der er mange at vælge imellem, så du kan finde den, der passer dig bedst.

Du kan også støtte dig til disse ord og sige dem gentagne gange til hver person:

May you be safe.

May you be happy.

May you be healthy.

May you be free from suffering.

Den otte-ledede vej

Der kan opstå forvirring, da en kendt stilart inden for yoga i dag er Ashtanga yoga, som bl.a. er udviklet af Sri Patthabhi Jois. Det henviser til en kraftfuld yogapraksis med helt faste serier, et bestemt antal vejrtrækninger, kropslåse og veje at rette blikket.

Men Ashtanga betyder otte led og det er de otte led, som en yogi skal gennemgå eller opfylde for at nå den ultimative erkendelse, Samadhi, af sammensmeltning, fuld forståelse og opløsning af egoet.

Patanjali skriver om de otte trin til yoga (yoga betyder forening - af den individuelle sjæl med den guddommelige) Af de otte trin har de to første hver 5 undertrin.

1. Yama - selvkontrol og etisk tænkning, herunder:

Ahimsa - ikke-vold, medfølelse

Satya - tal sandt, med venlighed og ikke-vold

Asteya - du må ikke stjæle, heller ikke ikke-fysiske ting (man må ikke stjæle andre levende væseners liv, derfor lever en yogi vegetarisk.

Brahmacarya - cølibat, gælder munke og nonner, for lægmand er der andre regler

Aparigraha - ikke-tilknytning

2. Niyama - indre kraft og indsigt, herunder:

Sauca - renhed, både ydre og indre

Santosa - tilfredshed og accept - også af det, der er svært

Tapas - selvkontrol, skabe varme, så vi brænder urenhederne væk.

Svadhyaya - studer hellige tekster, syng mantraer

Isvara-pranidhana - overgiv dig selv til de højere magter i både tanke og handling uden at

forvente et bestemt resultat. (Dette er også beskrevet i heltekvadet Bhagavad Gita)

3. Asana - fysiske øvelser (asana betyder stilling eller at sætte sig)

4. Pranayama - åndedrætsøvelser (prana - livsenergi, ayama - uhindret)

De næste fire opstår naturligt af træning af de første fire og de betragtes som indre praksis.

5. Pratyahara - tilbagetrækning af sanserne, indre opmærksomhed

6. Dharana - kontrol af sindet, koncentration

7. Dhyana - meditation

8. Samadhi - fokus på et punkt, opslugt af helheden, enhed, glæde, lykke

Yama og niyama holder os i harmoni med omverdenen. Asanas holder os i harmoni med naturen (kroppen), og vi skaber et passende værktøj for sjælen. Pranayama og pratyahara hjælper os med at kontrollere åndedræt, der kontrollerer sindet. Vi kan trække sanserne tilbage og kontrollere begæret.

De sidste tre stadier er harmoni med sig selv og med gud. Gud skal ikke finde i det ydre, men i det indre. Det er antaratma sadhana, sjælens søgen. Seeren, synet og det sete bliver et. Yogien oplever, at hans eget selv, atman, bliver et med verdenssjælden.

Uselvisk praksis

Målet med yoga er forening. Den ultimative erkendelse er, at alt er et.

Vi dyrker ikke yoga for at blive supermennesker eller for at kunne stå på hænder med det ene ben på nakken. Vi laver yoga for at kunne være der for andre. En konsekvens af at være et med alt, er at du føler med andre levende væsener. Når andre lider, vil du forsøge at afhjælpe deres lidelse.

Vi har alle oplevet sorg, smerte, udfordringer. Når mennesker opfører sig upassende, er det ofte fordi vi ikke forstår deres vej. Vi forstår ikke, hvad de har været igennem. Og vi kan ikke rumme det. Grundlæggende ønsker vi alle at være glade, og vi vil gøre, hvad der skal til, for at blive det.

Vi har bare en tendens til at arbejde så hårdt for egen lykke, at vi glemmer, at noget af det, der bringer os mest glæde, er at være noget for andre.

"The path to happiness comes when we can begin to reverse our habitual tendency to do whatever it takes to create our own pleasure and instead try to help other." (Yoga Body Buddha Mind, p. 177)

Der en risiko for, at vi i stedet for at åbne os for andre, lukker af og bliver hårde, fordi omverdenen ikke opfører sig, som vi ønsker det. Hvis betingelsen for glæde er, at andre gør, hvad vi siger, bliver det svært.

Vi ønsker rummelighed. Jeg har skrevet om det før, at vi skal kunne blive stående også når andre opfører sig ubehageligt. Yoga er ikke en egoistisk praksis. Mr. Iyengar skriver, at man bliver tredobbelt velsignet, når man kan elske alle væsener og arbejde uselvisk for, at de får det bedre.

"He who works selflessly for the welfare of others with love in his heart is thrice blessed." (Light on yoga, p. 4)

At sætte sig ned og meditere et kvarter om dagen handler ikke kun om din egen sjælefred. Du skal bruge din fred, til at bringe fred til andre. Vi træner balance, glæde, styrke, enhedsfølelse for at kunne være der for andre. Thich Nhat Hanh skriver:

"We become tolerant and compassionate, and our happiness is transmitted to all those around us. Only if we have peace with ourselves can we share peace with others." (breathe! you are alive, p. 52)

Alt hvad vi gør, påvirker andre. Vi er sat her i verden, for at udføre vores pligt: svadarma. Men resultatet er ikke vores område.

"The study of yoga is not like work for a diploma or a university degree by someone desiring favorable results in a stipulated time." (Light on yoga)

Veje til gud

Yoga lærer os, hvordan den individuelle menneskelige ånd, jivatma, kan blive forenet med den universelle ånd, paramatma - gud, for at sikre frigørelse, udfrielse fra genfødsel, moksa.

Det er nok de færreste mennesker, der virkelig går og overvejer, hvordan de kan blive forenet med det guddommelige. Til gengæld er der rigtig mange, der bruger meget tid, mange tanker - og mange penge - på at blive glad. Tilfreds med tilværelsen.

Det er måske ikke så forskelligt endda. Noget der kan fjerne os fra glæden er følelsen af afsondrethed. Ikke at være med blandt de rigtige. Ikke at høre til.

Så at blive forenet med et højere formål, forening af krop og sjæl, en grundlæggende følelse af at høre til, uden at behøve at kæmpe mere, det kan vel ikke helt afvises?

Når man står i en yogastilling og det hele lykkes, man kan hvile i stillingen, samtidig med man mærker musklerne arbejder, man trækker vejret – og det er det. Der er ikke plads til andre overvejelser, du er bare med. Grænserne for dit liv og for din krop udviskes. Det hele er ok.

Den følelse vil man gerne tage med videre og heldigvis er er forskellige måder til at opnå forening også når du ikke står på din yogamåtte.

I Bhagavad Gita forklarer Krishna, der senere viser sig at være en gud, hærføreren Arjuna, hvordan han skal klare et slag, hvor han skal kæmpe mod slægtninge og venner. Krishna forklarer om yogaens veje til oplysning.

Jnana marga (marga betyder vej) eller jnana yoga (forening gennem viden) er den intellektuelle vej. Vi er skabt forskelligt, vi finder glæde i forskellige ting og der skal forskellige ting til at motivere os. Nogen vil måske ikke have nok i de fysiske øvelser, men vil finde store glæde i at læse om yoga – eller læse om andre ting; filosofi, religion, videnskab.

Finder du glæde i at lære og nyder du at læse og studere, kan du for eksempel have en af de klassiske tekster liggende og starte din praksis med at læse et afsnit, der inspirerer dig. Du kan tage Patanjalis sutraer og læse den ved hver dag at bruge et afsnit til din yogapraksis. Hvem ved – du kan også læse et afsnit af Bibelen eller Koranen?

Der er masser af litteratur at tage fat på!

Bhakti marga er oplysning gennem bøn. Det er sammensmeltningen af kærlig hengivenhed og tro. Krishna siger til Arjuna, at denne vej er den sikreste vej til oplysning eller til forening med gud.

Studier har vist at syge, der bliver bedt for, hurtigere bliver raske. Mennesker der tror, lever længere, er mindre deprimerede og kommer sig hurtigere over sygdom. På et amerikansk hospital bliver bøn rent faktisk brugt som en del af behandling af brystkræft i tidlige stadier.

Iyengar skriver, at Bhakti yoga er for det følsomme menneske. Bhakti yoga er for dig, der holder af mantraer, positive bekræftelser, visualisering. Eller for dig der er troende inden for en hvilken som helst retning.

Karma marga er for os alle sammen. Man oplever sit tilhørsforhold ved at være god mod andre. Ved at gøre sin pligt! Man når oplysning gennem sit arbejde.

Det betyder at også vasketøjet er en vej til oplysning – du gør din pligt. Madpakkerne er vigtige. Du hjælper dine forældre. Du trøster dit barn. Du er der for en veninde. Du gør din pligt med kærlighed. Det er karma yoga.

En yogi er ikke afsondret fra verden. En yogi er i verden. Du laver ikke yoga kun for dig selv. Du styrker din krop og finder balance for at kunne gøre din pligt og hjælpe andre med kærlighed og venlighed. Med kærlig hengivenhed får man lyst til at være der for andre. Man går lyst til at gøre godt.

Og vigtigt  – vi gør det uden at tænke på resultatet. Det er også Krishnas budskab til Arjuna; du skal gøre din pligt, men resultatet er ude af dine hænder. Man hjælper ikke for egen vindings skyld. Man hjælper for at gøre godt for andre – men meget ofte er en sidegevinst, at man selv får det bedre og oplever mere mening i sit eget liv.

"Happy is the man who knows how to distinguish the real from the unreal, the eternal from the transient and the good from the pleasant by his discrimination and wisdom. Twice blessed is he who knows true love and can love all God's creatures. He who works selflessly for the welfare of others with love in his heart is thrice blessed. But the man who combines within his mortal frame knowledge, love and selfless service is holy and becomes a place of pilgrimage, like the confluence of the rivers Ganga, Saraswati and Jamuna. (Light on Yoga)

Et liv med yoga

Yoga kan få betydning for dig på alle planer. Du kan bruge det som træning og få glæde af stærkere muskler og større fleksibilitet. Som bonus træner du dit parasympatiske nervesystem – helt uden at anstrenge dig. Derfor kommer din yogatræning også til at påvirke din hverdag som en følelse af mere ro både fysisk og psykisk.

Hvis du vil mere, har yogaen en omfattende filosofisk system at byde på. Du kan reflektere over de mange forhindringer, der er i forhold til at lave yoga, du kan se på, hvordan de er opstået og du kan trøste dig med, at du ikke er den eneste, der oplever udfordringer – mennesker har kæmpet med det i mindst 5000 år. Og du kan opleve hvordan forhindringerne langsomt smelter væk i takt med din dedikerede praksis.

Du kan følge de otte veje i yoga og forsøge at følge retningslinjerne – dem alle eller blot få udvalgte. Men der er masser af etiske og moralske overvejelser, du kan tage med i din hverdag.

Og til sidst håber jeg, at du vil bruge yogaen i din hverdag til også at gøre godt i verden. Du skal være der for dig selv – men tag dig også af dine nærmeste og dem der har brug for hjælp. Udfør dine pligter med glæde. Og gør en lille smule godt, der hvor du er sat – uden at forvente at få noget ud af det selv.

Så vil du måske huske, at du er med. Du er en del af helheden.