Empati udelukker

For et par måneder siden skrev jeg, at vi skal udvikle vores empati. Der er mange forhindringer i yoga, beskrevet i Patanjalis Sutraer, fx at man har en uhensigtsmæssig standard, man måler sig selv ud fra eller at man har en forkert opfattelse af sin omverden - eller sig selv.

En måde at overvinde forhindringerne på er ved at træne medfølelse, empati, compassion. Til det kan man bruge maitri - loving kindness meditation, kærlig venlighed. Jeg skrev efterfølgende om et hjerte, der brister og at jeg i perioder har måttet undgå at træne medfølelse. Det bliver for overvældende, når man føler medfølelse med mange mennesker, man ikke kan hjælpe.

Aggresion og vold

Noget tid efter læste jeg en interessant artikel i af Lone Frank i Weekendavisen. Hun skriver, at ny forskning viser, at empati kan være en drivkraft bag aggression og vold. Empati har det med at gøre forskel.

Man fatter empati for en gruppe og vil derfor gøre, hvad man kan for at hjælpe denne gruppe – det kan være hjemløse, kræftramte, herreløse hunde – eller flygtninge. Derfor kommer man til at fatte antipati mod dem, der ikke behandler ens hjertebarn godt.

Et andet aspekt af empatien er, at vi har nemmere ved at indleve os i mennesker, der ligner os selv. Derfor kommer vi måske til at fatte antipati for en meget stor gruppe af mennesker, der ikke ligner os selv. På trods af at de ligeså vel er mennesker af kød og blod og med følelser ligesom os og med et ønske om at leve lykkeligt og i fred.

Tilhørsforhold

”Hvis man har et stærkt tilhørsforhold til en gruppe, kan man pludselig gøre rigtig meget ondt ved individer, som er uden for gruppen, uden at det rører en selv.”

Dem vi godt kan lide, vil vi gerne gøre godt for, men dem, der ikke behandler dem godt, har da fortjent at blive rullet i tjære og dyppet i fjer.

Jeg har en bekendt, der er stor forkæmper for dyrerettigheder. Det giver god mening og er helt i en yogisk ånd at vi skal spise vegetarisk – måske vegansk - og behandle vores medvæsener på denne klode godt.

Men nu kæmper en gruppe mennesker indædt for, at andre mennesker, der mishandler dyr, skal kunne retsforfølges. Det er ganske givet også en god idé for at regulere adfærd, men man mister overblikket. Mennesker der mishandler dyr, har nok deres egne problemer at slås med og har måske lige så meget brug for empati. Hvad kan de have været igennem, siden de ikke kan behandle dyr godt.

Manglende overblik

Lone Frank skriver: ”Det at kunne sætte sig i en anden sted og næsten selv føle vedkommendes smerte, glæde eller sorg kan afgjort vække de ædlere fornemmelser. Ømhed beskyttertrang og endda en drift mod faktisk at hjælpe sin næste. Men som en mere generel guide til at gøre ”det rigtige” set i et større perspektiv har den rå følelse alvorlige begrænsninger. Blandt andet fordi den effektivt indsnævrer det mentale fokus og fjerner overblikket.”

Jeg må da også tilstå, at jo mere flygtninges forhold forværres, jo mere antipati har jeg for visse ministre og jeg kan da gå så langt som til at sige, at vi måske godt kunne bruge en lille ulykke, for at sende nogen hjem i seng og så indsætte andre mere fornuftige mennesker. Men det er jo vanvittigt!

Det duer jo ikke, at jeg bliver aggressiv overfor regeringen, fordi jeg har sympati med en anden gruppe. Jeg mister i hvert fald overblikket, for hvad med kommuner, skoler, hospitaler? Skatten, der skal kunne betale for alle disse mennesker, der kommer til vores land?

Den situation er der bare ikke en god løsning på. Det er lige til at tude over.

Jo mere empatisk man er, jo nemmere er man at hidse op til aggresion. Man gør skade mod andre - og måske også mod dem, man gerne vil hjælpe.

Gør dit bedste

Dette er ikke en opfordring til at droppe empatien eller yogaen - tværtimod. Vi må bare - som altid - være bevidste om, hvad det er vi gør. Yoga virker, uanset hvad.

Men det kan også sende dig i en uhensigtsmæssig retning og forstærke tendenser du har i forvejen, tendenser der måske var mere brug for at afbalancere - ved hjælp af yogaen. Og selvfølgelig skal vi blive ved at gøre, hvad vi kan for at hjælpe andre.

Som Kierkegaard skrev, hvis man virkelig vil hjælpe en anden, skal man være villig til at sætte sig i hans sted. Og Lone Frank tilføjer: "[...] balanceret rationalitet er lige så vigtig som følelser, hvis man virkelig skal hjælpe andre.”