Drengene på asylskolen III - yoga og traumer

Voldsomme belastninger over længere tid giver skader på hjernen og fysiske og psykiske symptomer. Drengene på asylskolen har levet med krig, de har været igennem en krævende flugt og lever nu langt fra deres familier.

Yoga kan afhjælpe nogle af symptomerne og måske give dem et frirum fra alle tankerne, sorgen og smerten.

Nervesystemet

Vores autonome nervesystem består af det sympatiske nervesystem, som sørger for opspænding og som holder os klar til de udfordringer, vi måtte møde og det parasympatiske nervesystem, som får os til at falde til ro.

Normalt arbejder de to systemer i en vekselvirkning mellem opspænding og afspænding. Fra aktivitet til hvile - vi veksler mellem de to tilstande dagen igennem både i mindre og større intervaller.

Har man levet med ekstrem fare gennem længere tid, vil kroppen skabe en konstant opspænding eller arousal. Man vil hele tiden være klar til at flygte eller kæmpe.

Det bliver ekstremt svært at falde ned og de færreste har redskaber til bevidst at aktivere det parasympatiske nervesystem og få sig selv til at falde til ro.

Udover at udløse alle symptomerne på PTSD, viser ny forskning, at den konstante opspænding bl.a. ændrer på receptorerne i musklerne, så selv den mindste stresspåvirkning vil føles som smerte.

Yoga og smerte

I yogaen lærer vi at være i ro, også når der er noget der gør ondt. Det konstante fokus på vejrtrækningen gør, at vi beroliger os selv i en krævende stilling. Vi genopdrager nervesystemet.

Man kan vælge at flygte fra smerten, men alle de andre bliver stående i stillingen og sammen klarer vi os igennem det, der gør ondt. Vejrtrækningen bærer os igennem og vi vender på den måde musklerne til en anden reaktion.

Nogle flygter, nogle kan ikke holde til det - og de bliver ikke tvunget til at fortsætte træningen.

Det er vigtigst for drengene at opbygge evnen til at falde ned. Drengene blev til fokusgruppeinterviewet spurgt om, hvordan de sov og der var kun én ud af 8, som ikke havde søvnproblemer. 

Adskillelse fra det, der gør ondt

En måde at overleve på, når man har været igennem det umenneskelige er ved dissociation. Opmærksomheden spalter sig fra det, der er foregået og de ubærlige hændelser bliver adskilt fra den person, man er nu.

Det kræver umådelig energi i kroppen at blive ved med at holde sig adskilt fra det, man ikke kan holde ud at tænke på og forstærker kun den øgede arousal.

Man kan også lave en fysisk dissociation. Man kan vælge at ignorere, fortrænge eller adskille sig fra visse kropsdele - eller fra hele kroppen. Man bruger uanede mængder af energi på ikke at mærke kroppen, fordi man risikerer at huske noget, der vil være for smertefuldt.

Det der ofte sker er, at kroppen begynder at gøre ondt - strategien virker ikke, kroppen støjer bare endnu mere. Alt dette er selvfølgelig ikke bevidst.

At mærke kroppen

I yogaen begynder vi nænsomt at mærke kroppen igen. Eller faktisk ikke så nænsomt, for drengene er 17 år og meget stærke. De kræver energi, de kræver modstand for at kunne mærke sig selv.

Jeg korrigerer drengene og hjælper dem ved at tage fat og holde dem blidt (eller mere kraftfuldt) i stillingen. Nogle har brug for at mærke mere styrke bag korrektionen.

De kommer til at mærke kroppen igen, når der er et andet menneske, der markerer deres fysiske grænser - eller fx viser dem hoftens bevægelse, så de mærker inderlåret. En af drengene kan ikke mærke sit hjerte - han får en hånd på brystet og på ryggen og så kan jeg i hvert fald mærke det!

Ved berøring over længere tid danner man oxytocin, der blandt andet gør at vi kan føle tillid og knytte bånd igen. Den evne bliver ødelagt efter lang tids belastning, men netop evnen til at knytte relation er en vigtig del af behandlingen af PTSD. Man skal lære at stole på mennesker igen.

Konstante udfordringer

Jeg underviser primært i krævende og udfordrende stillinger, da vi i de mere rolige og restituerende stillinger risikerer at skabe rum for bekymringer og tanker. Når der ikke er andet der støjer, kan hjernen genkalde sig begivenhederne og man kan komme til at skræmme sig selv igen, selvom man fysisk er i sikkerhed.

I løbet at yogatimen kommer vi rundt i hele kroppen og mærker kropsdele, der måske ikke er blevet mærket længe. Samtidig tager vi opmærksomheden væk fra tankerne - eneste fokus skal være kroppen og de kropslige fornemmelser i den halvanden time, det varer.

Drengene får et frirum fra bekymringerne. Vi arbejder på at genopbygge hippocampus, med at berolige nervesystemet, vi skaber fokus og styrker koncentrationen. Drengene mærker, der er en, der vil dem det godt og de kan opbygge tillid.

Til slut i timen er der kommet så meget ro og kroppen kan mærkes så meget, at vi kan sidde stille med lukkede øjne i ti vejrtrækninger inden savasana. Og i savasana er der fuldkommen ro og drengene får lov at mærke det, bare i fem minutter, at de er i sikkerhed. De kan hvile.

Drengene på asylskolen II - noget om traumer

I mandags havde vi besøg på asylskolen af Stine Bertelsen fra Københavns Universitet. Hun læser sociologi og er ved at skrive speciale om yoga for asylansøgere, og hun undersøger asylansøgernes oplevelse af at dyrke yoga.

Hun besøgte skolen, deltog i yogaundervisning og holdt interviews med nogle af drengene. Vi lavede et større fokusgruppeinterview, hvor jeg tolkede, og hun interviewede også mig.

Drengenes tilstand

Noget af det første vi talte om var, hvordan drengene har det, når de kommer hertil. Ikke nemt, er det korte svar.

Når drengene kommer til Ærø, er de i oprør. De er desillusionerede. De har taget den store beslutning, det er at flygte og de har gennemført den ofte ekstremt krævende flugt.

Der er store forventninger til dem - de skal kunne redde hele familien ved en familiesammenføring. 

Men realiteterne presser sig på, der er ikke nogen garanti for at ansøgningen går igennem og deres alder nærmer sig 18, hvor de ikke længere har ret til familiesammenføring. Og hvad så? Hvad hvis familien ikke kan komme?

Perioder med usikkerhed er gift for psyken og det er lige præcis her drengene er. De ved ikke, hvad der kommer til at ske. De ved ikke, om det lykkes. Samtidig ved de ikke om familien i hjemlandet klarer den.

Flugt og usikkerhed

De har været igennem en lang periode med usikkerhed og frygt under flugten og før det en endnu længere periode med frygt og trusler.

Og så bliver de placeret på en (nærmest øde) ø uden nogen anelse om, hvad udsigterne er. Mange har en fornemmelse af, at alt ville have været meget bedre i en større by, hvilket langt fra er sikkert.

Det er ekstremt krævende for mennesker at skifte miljø.

PTSD

Man ser at mennesker, der bliver boende i krigsramte områder, opbygger en enorm styrke og sjældent udvikler PTSD, mens flygtninge, der rykker til en kultur, der er markant anderledes end deres egen, kan knække fuldstændig og aldrig blive hele velfungerende mennesker igen*.

Når man gennem længere tid at været udsat for trusler mod sin person eller mod sine nærmeste sker der ændringer i hjernen, fordi kroppen er i alarmberedskab konstant og dermed har konstant forhøjet niveau af stresshormon i blodet.

• Kirtlen amygdala er hele tiden i alarmberedskab. Amygdala administerer kraftige følelser og det kan derfor være svært at styre følelserne, man kan reagere voldsomt på mindre påvirkninger eller man føler måske slet ikke noget.
• Hippocampus bliver nedbrudt ved lang tid stresspåvirkning og kan i nogle tilfælde ikke gendannes. Dens opgave er blandt andet at registrere tid, rum, sted og mening.  Måden at genopbygge kirtlen på er ved motion og træning.
• Brocas område dæmpes - det er det der administrerer sprog i praksis, hvilket gør sprogindlæring så vanskelig for traumatiserede flygtninge.
• Der kommer en ubalance i højre/venstre pandelap, der resulterer i opgivenhed og depression.

Symptomer

Nogle af de psykiske symptomer på PTSD er koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær, søvnforstyrrelser, uro og rastløshed, humørsvingninger, isolering, irritabilitet og vredesudbrud. Nogle af de fysiske symptomer er smerter og der kan være forstyrrelser i muskel- og ledsystemet.

Særlige symptomer hos unge er:

• Tilbagetrækning fra andre
• For stærk identifikation med andre. Afhængighed af andres direktiver
• Aggressiv i adfærd, attituder og handlinger
• Kværulantisk, rastløs eller ude af stand til at forholde sig i ro eller koncentrere sig
• Irritabilitet eller humørsvingninger eller ændringer i adfærd fra den ene ekstrem til den anden på kort tid
• Funktionelle eller fysiske klager forårsaget af emotionelle impulser, f.eks. hyppig hovedpine, mavepine, mavetilfælde, anspændthed i øjnene m.m.
• Søvnproblemer

Nu er drengene jo ikke diagnosticeret med PTSD, og lad os håbe, de ikke udvikler det, men det er et faktum, at de har været igennem ekstremt krævende begivenheder og har været udsat for ting, ingen mennesker burde udsættes for - slet ikke børn, som de var. Det er også et faktum, at vi ser alle ovenstående symptomer eller reaktioner i større eller mindre grad hos drengene.

Ro

Efter noget tid på Ærø falder drengene lidt mere til ro. Det hele er ikke så nyt længere. De har fundet ud af, at vi vil dem det godt. De kender øen, de ved hvor de skal gå hen. Det giver tryghed.

Og hvad kan yoga så gøre? Det skriver jeg om i næste blogindlæg.

* Flygtninge udviser stærkere symptomer end traumatiserede personer, der forbliver i hjemlandet (postmigrationsstress/Odysseus syndromet) Posttraumatiske symptomer stiger fra 45-60% ved ankomsten til 60-82% efter 12 mdr. i eksillandet (Ebbe Munk-Andersen, 2000)

Det modigste valg og en glædelig overraskelse.

På mine hold siger jeg ofte: Mærk efter, hvad kroppen vil være med til i dag. Mærk hvor langt du kan gå i stillingen. Nogen gange siger jeg: Gå så langt du kan i stillingen. Det betyder ikke, at man skal strække sig og gå til ekstremer, men derimod, at man skal mærke efter, hvad kroppen kan holde til i dag. Hvad er dagsformen? Hvordan har lænden det i dag? Hvilke andre motionsformer har jeg lavet de sidste par dage? Hvordan har jeg sovet i nat? Kort sagt: Hvad kan jeg i dag?
Men på trods af at alle har forskellige kroppe og jeg kender til flere elevers udfordringer, ser jeg alligevel at alle laver samme stilling. Vi bliver ikke i den modificerede stilling, der lige tager hensyn til dagens begrænsninger. Hvorfor? Og hvorfor sker det, at elever (mig selv inklusive) lige tænker, det går nok i dag alligevel - for så at få en skade?

Jeg siger til jer: Det modigste man kan gøre, er at lave mindre, ikke mere. Det kræver stort mod, det kræver, vi går ud over egoet, det kræver, vi lægger stoltheden væk. Vi vil så gerne gøre det rigtigt. Vi er opdraget til at gøre, hvad læreren siger. Og vi vil så gerne gøre det samme, som de andre gør.

Barnets stilling. En mulighed der sjældent bliver brugt.

Når alle de andre laver en stilling og - tilsyneladende - godt kan komme ind i den, kræver det stort mod at blive stående i en modificeret stilling. Jeg siger også tit: Det er altid en mulighed at tage en pause og lægge sig i barnestilling på måtten. Det er meget, meget sjældent denne mulighed bliver benyttet. Man forestiller sig ganske givet, at alle de andre sagtens kan holde til det, men faktum er, at hvis først én tør tage en pause, vil flere følge efter.

Når vi skal finde ud af, hvad vi kan holde til i dag, handler det også om at skelne mellem forskellige former for smerte. Er den en smerte, der er god, fordi en stram muskel bliver strakt? Eller er det - eksempelvis - en menisk, der er ved at gå i stykker? Simon Krohn skriver i "Nærmere noget, Filosofien bag yoga", People's Press, 2013, at frygten kan holde os tilbage, men også at egoet får os til at gå længere.

"Det lyder så simpelt, når en yogalærer fortæller dig, at du skal bakke ud af stillingen, hvis du oplever smerte, men ofte er det faktisk mere komplekst, end man skulle tro. For det første kan der være mange former for intense signaler, når vi dyrker yoga, og nogle gange kan det faktisk være svært at gennemskue, hvad der er decideret smerte, og hvad der bare er intensitet. For det andet spiller egoet ofte en stor rolle på yogamåtten og vores ønske om at gøre det godt kan altså meget nemt få os til at overhøre signalerne. For et tredje vil der ofte være frygt involveret, og frygten for at komme til skade kan let få os til at tro, at vi er ved at gå i stykker, selvom det overhovedet ikke er tilfældet. Faktisk kan frygt have en stor indvirkning på smerteoplevelsen."

Men selvom frygten måske kan holde os tilbage, synes jeg alligevel, at det jeg ser, at at mine elever virkelig, virkelig prøver. På trods af tidligere diskosprolapser, dårlige knæ og manglende overskud. I er frygtløse her på Ærø!
Men en ting er, at det er klogest at holde sig tilbage og ikke få skader - det er også sværest!
Det er jeg godt klar over.


Og dagens glædelige overraskelse:
Hver eneste dag i snart et år er jeg cyklet forbi denne fine kasse i Lille Stokkeby. Jeg har spekuleret meget over, hvad der var i den, men jeg har ikke åbnet den, for intet har indikeret, hvad den kunne indeholde og om den var offentlig. Her i efteråret begyndte der at komme ting til salg, grøntsager, græskar og i dag de lækreste gråpærer. Store, saftige, rustikke. Da jeg skulle betale, måtte jeg åbne kassen - og der var ÆG til salg! Tænk, nu har jeg i et år trofast cyklet hele vejen ned om Store Rise, for måske at være heldig, at der var flere æg tilbage ved gården der og er tit gået forgæves - og så har der var æg lige på min vej hele tiden!