Fra kamp til overgivelse

Til en time med den dygtige Peter Coates på Ashtanga Yoga Shala i Århus fik vi at vide:

"If you have never broken down in a yoga class - you haven't practiced yoga."

Det er nu 13 år siden jeg startede med yoga og jeg er aldrig brudt sammen på måtten. Jeg har været ganske utilfreds med mig selv og kæmpet alt for hårdt, men jeg har ikke grædt.

Transformation

Det er meningen yogaen skal ændre os. Hvis vi er for hårde, skal vi blive blødere. Hvis vi er for slappe, skal vi blive mere faste. Og det menes både kropsligt og mentalt :-)

Jeg opdagede, at jeg aldrig har ladet yogaen ændre mig.

Har jeg været perfektionistisk i min tilværelse, gjaldt det også yogatræningen. Da jeg havde et krævende fuldtidsjob (og to små børn), var yogaen også krævende.

Har jeg selv eller omverdenen haft store forventninger til mig, har jeg også haft store forventninger til min praksis og er blevet meget skuffet, når jeg ikke kunne gå så langt, som jeg gerne ville.

Yogaen har ikke været et frirum for mig. Det har nok været en pause og jeg har da holdt ved i alle årene - det må jo have en årsag - men mit sind har været det samme. Mine overbevisninger har ikke ændret sig og måske vigtigt, min opfattelse af mig selv har ikke ændret sig.

Nemlig en opfattelse af, at alt hvad jeg gjorde var utilstrækkeligt og det blev yogaen bare endnu et bevis på. Derfor måtte jeg kæmpe endnu hårdere.

Det er det, jeg har gjort. Kæmpet hårdere og hårdere, med arbejde, med yoga, med arabisk.

Mentale forhindringer

I mine studier af yogafilosofien faldt jeg over en beskrivelse af forhindringer i yoga.

Patanjali beskriver i sutra no. 1.2 yoga som "citta vrtti nirodhah", som kan oversættes med "kontrol over bølgerne i sindet".

Vores hjerne arbejder hele tiden og det er virkelig svært at lade være at tænke på noget. Der vil hele tiden være følelser til stede og fysiske fornemmelser, der påvirker, hvad vi tænker og føler, uden vi er bevidste om det. Med yoga kan man stilne sindet.

Men vi har nogle bevægelser i sindet, bølger i bevidstheden - citta vrtti - som gør yogapraksis vanskelig. Jeg kunne genkende dem alle.

Blot fem ud af mange...

De første fem, som både kan bringe glæde og smerte:

Pramana er en standard eller et ideal, som vi måler ting eller værdier ud fra. Det kan være en overbevisning, man har fået fra autoriteter eller en troværdig kilde.

Jeg spekulerer over, hvilke opfattelser jeg har fået af mine forældre og af mine lærere. Jeg ved, at jeg i mine teenageår gentagne gange fik at vide af min balletlærer:

1. at det ikke var godt nok, højt nok, dybt nok, smidigt nok
2. at jeg var for tyk.

Den opfattelse kan man tage med sig i meget lang tid. Jeg har stået i balletsalen uendelige timer (jeg havde flere år, hvor jeg trænede hver dag) og betragtet min krop i spejlet, lige præcis de områder, min lærer havde udpeget. Dem tjekker jeg stadig, når jeg kigger mig i spejlet. Og de ligner ca. sig selv - derfor stadig utilstrækkeligt. Eller hvad?

Viparyaya er en fejlopfattelse eller et forkert syn på omverden eller dig selv, der ændres når man opnår viden.

Med min viden nu, som også er det, jeg videregiver til mine elever, kan jeg sige, at enhver krop er en perfekt krop. Så længe vi kan trække vejret.

Jeg ønsker ikke, at mine elever skal ændre på deres kroppe. Alle jeg ser er smukke, som de er. Alle forsøger, alle arbejder, muskler, led, knogler og bindevæv spiller sammen og skaber komplicerede stillinger. Det er da et mirakel.

Vikalpa er en forestilling, man har, måske fri fantasi, der ikke er faktuelt baseret. Fra en opfattelse fra autoriteter, over en fejlopfattelse - til fri fantasi. Ja, det er vist der jeg er. En forestilling om ikke at være god nok. Og den er jeg nok ikke den eneste, der har.

Nidra betyder søvn, det er fravær af ideer og erfaring. Vi lever ubevidst og fortsætter med de samme mønstre uden at stille spørgsmål - og måske uden at være i stand til at ændre på mønstrene, selvom de bringer lidelse.

Smrti er minder, man kan holde fast i det, der var engang, leve i minderne og være bundet til fortiden.

Overgivelse

Hvis jeg har baseret min yogapraksis på, hvad jeg fik at vide i balletsalen, er det vist at være bundet af fortiden. At bygge hele mit selvbillede på en polsk balletlærerinde. Man kan være så autoritetstro.

Jeg har i 12 år troet at yogaen skulle gøre mig stærkere, mere smidig, at den skulle gøre mig hårdere, i stand til at klare mere.

Pludselig kan jeg se, at yogaens gave til mig, er at gøre mig blødere. At vise at jeg ikke behøver kæmpe så hårdt. At jeg gerne må slappe af. At jeg kan lave afslappende og restituerende yogastillinger uden dårlig samvittighed, for det er det, jeg har brug for i mit liv.

Den kommende tid kommer jeg til at skrive mere om forhindringerne i yoga - der er mange!! - og - måske meget nyttigt - hvordan vi overvinder forhindringerne.