Det modigste valg og en glædelig overraskelse.

På mine hold siger jeg ofte: Mærk efter, hvad kroppen vil være med til i dag. Mærk hvor langt du kan gå i stillingen. Nogen gange siger jeg: Gå så langt du kan i stillingen. Det betyder ikke, at man skal strække sig og gå til ekstremer, men derimod, at man skal mærke efter, hvad kroppen kan holde til i dag. Hvad er dagsformen? Hvordan har lænden det i dag? Hvilke andre motionsformer har jeg lavet de sidste par dage? Hvordan har jeg sovet i nat? Kort sagt: Hvad kan jeg i dag?
Men på trods af at alle har forskellige kroppe og jeg kender til flere elevers udfordringer, ser jeg alligevel at alle laver samme stilling. Vi bliver ikke i den modificerede stilling, der lige tager hensyn til dagens begrænsninger. Hvorfor? Og hvorfor sker det, at elever (mig selv inklusive) lige tænker, det går nok i dag alligevel - for så at få en skade?

Jeg siger til jer: Det modigste man kan gøre, er at lave mindre, ikke mere. Det kræver stort mod, det kræver, vi går ud over egoet, det kræver, vi lægger stoltheden væk. Vi vil så gerne gøre det rigtigt. Vi er opdraget til at gøre, hvad læreren siger. Og vi vil så gerne gøre det samme, som de andre gør.

Barnets stilling. En mulighed der sjældent bliver brugt.

Når alle de andre laver en stilling og - tilsyneladende - godt kan komme ind i den, kræver det stort mod at blive stående i en modificeret stilling. Jeg siger også tit: Det er altid en mulighed at tage en pause og lægge sig i barnestilling på måtten. Det er meget, meget sjældent denne mulighed bliver benyttet. Man forestiller sig ganske givet, at alle de andre sagtens kan holde til det, men faktum er, at hvis først én tør tage en pause, vil flere følge efter.

Når vi skal finde ud af, hvad vi kan holde til i dag, handler det også om at skelne mellem forskellige former for smerte. Er den en smerte, der er god, fordi en stram muskel bliver strakt? Eller er det - eksempelvis - en menisk, der er ved at gå i stykker? Simon Krohn skriver i "Nærmere noget, Filosofien bag yoga", People's Press, 2013, at frygten kan holde os tilbage, men også at egoet får os til at gå længere.

"Det lyder så simpelt, når en yogalærer fortæller dig, at du skal bakke ud af stillingen, hvis du oplever smerte, men ofte er det faktisk mere komplekst, end man skulle tro. For det første kan der være mange former for intense signaler, når vi dyrker yoga, og nogle gange kan det faktisk være svært at gennemskue, hvad der er decideret smerte, og hvad der bare er intensitet. For det andet spiller egoet ofte en stor rolle på yogamåtten og vores ønske om at gøre det godt kan altså meget nemt få os til at overhøre signalerne. For et tredje vil der ofte være frygt involveret, og frygten for at komme til skade kan let få os til at tro, at vi er ved at gå i stykker, selvom det overhovedet ikke er tilfældet. Faktisk kan frygt have en stor indvirkning på smerteoplevelsen."

Men selvom frygten måske kan holde os tilbage, synes jeg alligevel, at det jeg ser, at at mine elever virkelig, virkelig prøver. På trods af tidligere diskosprolapser, dårlige knæ og manglende overskud. I er frygtløse her på Ærø!
Men en ting er, at det er klogest at holde sig tilbage og ikke få skader - det er også sværest!
Det er jeg godt klar over.


Og dagens glædelige overraskelse:
Hver eneste dag i snart et år er jeg cyklet forbi denne fine kasse i Lille Stokkeby. Jeg har spekuleret meget over, hvad der var i den, men jeg har ikke åbnet den, for intet har indikeret, hvad den kunne indeholde og om den var offentlig. Her i efteråret begyndte der at komme ting til salg, grøntsager, græskar og i dag de lækreste gråpærer. Store, saftige, rustikke. Da jeg skulle betale, måtte jeg åbne kassen - og der var ÆG til salg! Tænk, nu har jeg i et år trofast cyklet hele vejen ned om Store Rise, for måske at være heldig, at der var flere æg tilbage ved gården der og er tit gået forgæves - og så har der var æg lige på min vej hele tiden!