I går gik min dejlige kollega og jeg på gangen på Asylskolen i Rise.
Som tidligere læsere måske ved, har Ærø to asylcentre for uledsagede mindreårige flygtninge. På Asylskolen i Rise går der 149 drenge i alderen 15-17 år. De kommer fra Syrien, Irak, Kuwait, Eritrea, Afghanistan og Somalia.
Min kollega og jeg havde følgeskab af en enkelt elev, 17-årige Antar fra Syrien. Antar fortalte mig på arabisk, at han godt kunne lide min kollega.
"Jeg laver meget sjov med hende. Hun elsker mig".
Jeg tolkede det for min kollega og hun svarede:
"Ja, jeg elsker også ham. Jeg elsker dem alle sammen."
Det fik mig til at tænke på, at for at kunne klare arbejdet, må vi have en høj grad af omsorg for vores elever.
Vi ønsker dem det bedste. Vi holder af dem. Alle sammen. Også dem der larmer og dem, der er umulige.
Det kan være svært, men det er måske netop dem, der har mest brug for vores kærlighed og omsorg.
Arbejdet bliver hårdt, hvis vi bliver meget vrede på dem, der ikke gør, hvad vi siger. Vi kan føle os afmægtige og adskilte.
Målet med yoga er forening. Den ultimative erkendelse er, at alt er et.
Men der opstår et problem, hvis vi bruger en masse energi på at bestemme, hvem vi godt kan acceptere og hvem, der helst skal holde sig væk. Fx larmende elever.
Man skulle tro, at yoga ikke har noget at gøre med at arbejde med uledsagede mindreårige flygtninge.
Men nu laver vi jo ikke yoga for at blive supermennesker eller for at kunne stå på hænder med det ene ben på nakken.
Vi laver yoga for at kunne være der for andre.
En konsekvens af at være et med alt, er at du føler med andre levende væsener. Når andre lider, vil du forsøge at afhjælpe deres lidelse.
Vi har alle oplevet sorg, smerte, udfordringer. Når mennesker opfører sig upassende, er det ofte fordi vi ikke forstår deres vej.
Vi forstår ikke, hvad de har været igennem. De forstår ikke, hvad der skal til for at opføre sig passende. Og vi kan ikke rumme det.
Grundlæggende ønsker vi alle at være glade, og vi vil gøre, hvad der skal til, for at blive det.
Vi har bare en tendens til at arbejde så hårdt for egen lykke, at vi glemmer, at noget af det, der bringer os mest glæde, er at være noget for andre.
På Asylskolen er der en risiko for, at vi i stedet for at åbne os for andre, lukker af og bliver hårde, fordi eleverne ikke gør hvad vi siger, når vi siger det, eller på den måde vi ønsker det.
Hvis betingelsen for glæde er, at andre gør, hvad vi siger, bliver det svært.
Vi ønsker rummelighed. Jeg har skrevet om det før, at vi skal kunne blive stående også når andre opfører sig ubehageligt.
Yoga er ikke en egoistisk praksis.
Mr. Iyengar skriver, at man bliver tredobbelt velsignet, når man kan elske alle væsener og arbejde uselvisk for, at de får det bedre.
At sætte sig ned og meditere et kvarter om dagen handler ikke kun om din egen sjælefred.
Du skal bruge din fred, til at bringe fred til andre.
Vi træner balance, glæde, styrke, enhedsfølelse for at kunne være der for andre.
Thich Nhat Hanh skriver:
Som tidligere læsere måske ved, har Ærø to asylcentre for uledsagede mindreårige flygtninge. På Asylskolen i Rise går der 149 drenge i alderen 15-17 år. De kommer fra Syrien, Irak, Kuwait, Eritrea, Afghanistan og Somalia.
Min kollega og jeg havde følgeskab af en enkelt elev, 17-årige Antar fra Syrien. Antar fortalte mig på arabisk, at han godt kunne lide min kollega.
"Jeg laver meget sjov med hende. Hun elsker mig".
Jeg tolkede det for min kollega og hun svarede:
"Ja, jeg elsker også ham. Jeg elsker dem alle sammen."
Det fik mig til at tænke på, at for at kunne klare arbejdet, må vi have en høj grad af omsorg for vores elever.
Vi ønsker dem det bedste. Vi holder af dem. Alle sammen. Også dem der larmer og dem, der er umulige.
Det kan være svært, men det er måske netop dem, der har mest brug for vores kærlighed og omsorg.
Arbejdet bliver hårdt, hvis vi bliver meget vrede på dem, der ikke gør, hvad vi siger. Vi kan føle os afmægtige og adskilte.
Målet med yoga er forening. Den ultimative erkendelse er, at alt er et.
Men der opstår et problem, hvis vi bruger en masse energi på at bestemme, hvem vi godt kan acceptere og hvem, der helst skal holde sig væk. Fx larmende elever.
Man skulle tro, at yoga ikke har noget at gøre med at arbejde med uledsagede mindreårige flygtninge.
Men nu laver vi jo ikke yoga for at blive supermennesker eller for at kunne stå på hænder med det ene ben på nakken.
Vi laver yoga for at kunne være der for andre.
En konsekvens af at være et med alt, er at du føler med andre levende væsener. Når andre lider, vil du forsøge at afhjælpe deres lidelse.
Vi har alle oplevet sorg, smerte, udfordringer. Når mennesker opfører sig upassende, er det ofte fordi vi ikke forstår deres vej.
Vi forstår ikke, hvad de har været igennem. De forstår ikke, hvad der skal til for at opføre sig passende. Og vi kan ikke rumme det.
Grundlæggende ønsker vi alle at være glade, og vi vil gøre, hvad der skal til, for at blive det.
Vi har bare en tendens til at arbejde så hårdt for egen lykke, at vi glemmer, at noget af det, der bringer os mest glæde, er at være noget for andre.
"The path to happiness comes when we can begin to reverse our habitual tendency to do whatever it takes to create our own pleasure and instead try to help other." (Yoga Body Buddha Mind, p. 177)
På Asylskolen er der en risiko for, at vi i stedet for at åbne os for andre, lukker af og bliver hårde, fordi eleverne ikke gør hvad vi siger, når vi siger det, eller på den måde vi ønsker det.
Hvis betingelsen for glæde er, at andre gør, hvad vi siger, bliver det svært.
Vi ønsker rummelighed. Jeg har skrevet om det før, at vi skal kunne blive stående også når andre opfører sig ubehageligt.
Yoga er ikke en egoistisk praksis.
Mr. Iyengar skriver, at man bliver tredobbelt velsignet, når man kan elske alle væsener og arbejde uselvisk for, at de får det bedre.
"He who works selflessly for the welfare of others with love in his heart is thrice blessed." (Light on yoga, p. 4)
At sætte sig ned og meditere et kvarter om dagen handler ikke kun om din egen sjælefred.
Du skal bruge din fred, til at bringe fred til andre.
Vi træner balance, glæde, styrke, enhedsfølelse for at kunne være der for andre.
Thich Nhat Hanh skriver:
"We become tolerant and compassionate, and our happiness is transmitted to all those around us. Only if we have peace with ourselves can we share peace with others." (breathe! you are alive, p. 52)
Og så håber jeg, at jeg kan sige som min kollega: Jeg elsker dem alle sammen.