Uselvisk arbejde på Asylskolen

I går gik min dejlige kollega og jeg på gangen på Asylskolen i Rise.

Som tidligere læsere måske ved, har Ærø to asylcentre for uledsagede mindreårige flygtninge. På Asylskolen i Rise går der 149 drenge i alderen 15-17 år. De kommer fra Syrien, Irak, Kuwait, Eritrea, Afghanistan og Somalia.

Min kollega og jeg havde følgeskab af en enkelt elev, 17-årige Antar fra Syrien. Antar fortalte mig på arabisk, at han godt kunne lide min kollega.

"Jeg laver meget sjov med hende. Hun elsker mig".

Jeg tolkede det for min kollega og hun svarede:

"Ja, jeg elsker også ham. Jeg elsker dem alle sammen."

Det fik mig til at tænke på, at for at kunne klare arbejdet, må vi have en høj grad af omsorg for vores elever.

Vi ønsker dem det bedste. Vi holder af dem. Alle sammen. Også dem der larmer og dem, der er umulige.

Det kan være svært, men det er måske netop dem, der har mest brug for vores kærlighed og omsorg.

Arbejdet bliver hårdt, hvis vi bliver meget vrede på dem, der ikke gør, hvad vi siger. Vi kan føle os afmægtige og adskilte.

Målet med yoga er forening. Den ultimative erkendelse er, at alt er et.

Men der opstår et problem, hvis vi bruger en masse energi på at bestemme, hvem vi godt kan acceptere og hvem, der helst skal holde sig væk. Fx larmende elever.

Man skulle tro, at yoga ikke har noget at gøre med at arbejde med uledsagede mindreårige flygtninge.

Men nu laver vi jo ikke yoga for at blive supermennesker eller for at kunne stå på hænder med det ene ben på nakken.

Vi laver yoga for at kunne være der for andre.

En konsekvens af at være et med alt, er at du føler med andre levende væsener. Når andre lider, vil du forsøge at afhjælpe deres lidelse.

Vi har alle oplevet sorg, smerte, udfordringer. Når mennesker opfører sig upassende, er det ofte fordi vi ikke forstår deres vej.

Vi forstår ikke, hvad de har været igennem. De forstår ikke, hvad der skal til for at opføre sig passende. Og vi kan ikke rumme det.

Grundlæggende ønsker vi alle at være glade, og vi vil gøre, hvad der skal til, for at blive det.

Vi har bare en tendens til at arbejde så hårdt for egen lykke, at vi glemmer, at noget af det, der bringer os mest glæde, er at være noget for andre.

"The path to happiness comes when we can begin to reverse our habitual tendency to do whatever it takes to create our own pleasure and instead try to help other." (Yoga Body Buddha Mind, p. 177)

På Asylskolen er der en risiko for, at vi i stedet for at åbne os for andre, lukker af og bliver hårde, fordi eleverne ikke gør hvad vi siger, når vi siger det, eller på den måde vi ønsker det.

Hvis betingelsen for glæde er, at andre gør, hvad vi siger, bliver det svært.

Vi ønsker rummelighed. Jeg har skrevet om det før, at vi skal kunne blive stående også når andre opfører sig ubehageligt.

Yoga er ikke en egoistisk praksis.

Mr. Iyengar skriver, at man bliver tredobbelt velsignet, når man kan elske alle væsener og arbejde uselvisk for, at de får det bedre.

"He who works selflessly for the welfare of others with love in his heart is thrice blessed." (Light on yoga, p. 4)

At sætte sig ned og meditere et kvarter om dagen handler ikke kun om din egen sjælefred.

Du skal bruge din fred, til at bringe fred til andre.

Vi træner balance, glæde, styrke, enhedsfølelse for at kunne være der for andre.

Thich Nhat Hanh skriver:

"We become tolerant and compassionate, and our happiness is transmitted to all those around us. Only if we have peace with ourselves can we share peace with others." (breathe! you are alive, p. 52)

Alt hvad vi gør, påvirker andre. Jeg håber, at min yogapraksis og min undervisning kan bringe mere glæde og fred, både til mig selv og til resten af verden.

Og så håber jeg, at jeg kan sige som min kollega: Jeg elsker dem alle sammen.

Fra kamp til overgivelse

Til en time med den dygtige Peter Coates på Ashtanga Yoga Shala i Århus fik vi at vide:

"If you have never broken down in a yoga class - you haven't practiced yoga."

Det er nu 13 år siden jeg startede med yoga og jeg er aldrig brudt sammen på måtten. Jeg har været ganske utilfreds med mig selv og kæmpet alt for hårdt, men jeg har ikke grædt.

Transformation

Det er meningen yogaen skal ændre os. Hvis vi er for hårde, skal vi blive blødere. Hvis vi er for slappe, skal vi blive mere faste. Og det menes både kropsligt og mentalt :-)

Jeg opdagede, at jeg aldrig har ladet yogaen ændre mig.

Har jeg været perfektionistisk i min tilværelse, gjaldt det også yogatræningen. Da jeg havde et krævende fuldtidsjob (og to små børn), var yogaen også krævende.

Har jeg selv eller omverdenen haft store forventninger til mig, har jeg også haft store forventninger til min praksis og er blevet meget skuffet, når jeg ikke kunne gå så langt, som jeg gerne ville.

Yogaen har ikke været et frirum for mig. Det har nok været en pause og jeg har da holdt ved i alle årene - det må jo have en årsag - men mit sind har været det samme. Mine overbevisninger har ikke ændret sig og måske vigtigt, min opfattelse af mig selv har ikke ændret sig.

Nemlig en opfattelse af, at alt hvad jeg gjorde var utilstrækkeligt og det blev yogaen bare endnu et bevis på. Derfor måtte jeg kæmpe endnu hårdere.

Det er det, jeg har gjort. Kæmpet hårdere og hårdere, med arbejde, med yoga, med arabisk.

Mentale forhindringer

I mine studier af yogafilosofien faldt jeg over en beskrivelse af forhindringer i yoga.

Patanjali beskriver i sutra no. 1.2 yoga som "citta vrtti nirodhah", som kan oversættes med "kontrol over bølgerne i sindet".

Vores hjerne arbejder hele tiden og det er virkelig svært at lade være at tænke på noget. Der vil hele tiden være følelser til stede og fysiske fornemmelser, der påvirker, hvad vi tænker og føler, uden vi er bevidste om det. Med yoga kan man stilne sindet.

Men vi har nogle bevægelser i sindet, bølger i bevidstheden - citta vrtti - som gør yogapraksis vanskelig. Jeg kunne genkende dem alle.

Blot fem ud af mange...

De første fem, som både kan bringe glæde og smerte:

Pramana er en standard eller et ideal, som vi måler ting eller værdier ud fra. Det kan være en overbevisning, man har fået fra autoriteter eller en troværdig kilde.

Jeg spekulerer over, hvilke opfattelser jeg har fået af mine forældre og af mine lærere. Jeg ved, at jeg i mine teenageår gentagne gange fik at vide af min balletlærer:

1. at det ikke var godt nok, højt nok, dybt nok, smidigt nok
2. at jeg var for tyk.

Den opfattelse kan man tage med sig i meget lang tid. Jeg har stået i balletsalen uendelige timer (jeg havde flere år, hvor jeg trænede hver dag) og betragtet min krop i spejlet, lige præcis de områder, min lærer havde udpeget. Dem tjekker jeg stadig, når jeg kigger mig i spejlet. Og de ligner ca. sig selv - derfor stadig utilstrækkeligt. Eller hvad?

Viparyaya er en fejlopfattelse eller et forkert syn på omverden eller dig selv, der ændres når man opnår viden.

Med min viden nu, som også er det, jeg videregiver til mine elever, kan jeg sige, at enhver krop er en perfekt krop. Så længe vi kan trække vejret.

Jeg ønsker ikke, at mine elever skal ændre på deres kroppe. Alle jeg ser er smukke, som de er. Alle forsøger, alle arbejder, muskler, led, knogler og bindevæv spiller sammen og skaber komplicerede stillinger. Det er da et mirakel.

Vikalpa er en forestilling, man har, måske fri fantasi, der ikke er faktuelt baseret. Fra en opfattelse fra autoriteter, over en fejlopfattelse - til fri fantasi. Ja, det er vist der jeg er. En forestilling om ikke at være god nok. Og den er jeg nok ikke den eneste, der har.

Nidra betyder søvn, det er fravær af ideer og erfaring. Vi lever ubevidst og fortsætter med de samme mønstre uden at stille spørgsmål - og måske uden at være i stand til at ændre på mønstrene, selvom de bringer lidelse.

Smrti er minder, man kan holde fast i det, der var engang, leve i minderne og være bundet til fortiden.

Overgivelse

Hvis jeg har baseret min yogapraksis på, hvad jeg fik at vide i balletsalen, er det vist at være bundet af fortiden. At bygge hele mit selvbillede på en polsk balletlærerinde. Man kan være så autoritetstro.

Jeg har i 12 år troet at yogaen skulle gøre mig stærkere, mere smidig, at den skulle gøre mig hårdere, i stand til at klare mere.

Pludselig kan jeg se, at yogaens gave til mig, er at gøre mig blødere. At vise at jeg ikke behøver kæmpe så hårdt. At jeg gerne må slappe af. At jeg kan lave afslappende og restituerende yogastillinger uden dårlig samvittighed, for det er det, jeg har brug for i mit liv.

Den kommende tid kommer jeg til at skrive mere om forhindringerne i yoga - der er mange!! - og - måske meget nyttigt - hvordan vi overvinder forhindringerne.

Drengene på asylskolen IV - drengenes oplevelse

I november måned havde vi besøg af en specialestuderende fra Roskilde universitet, Stine Bertelsen. Hun skriver om yoga for asylsansøgere og hun lavede interviews med drengene om deres oplevelse af yoga.

I min undervisning fortæller jeg ikke noget om teori, da en typisk klasse har minimum to forskellige modersmål og kun et par enkelte forstår engelsk. Derfor kom det noget bag på mig, hvor meget
drengene havde tænkt over yogaen og hvor tæt deres opfattelse ligger på yogafilosofien.

Jeg fungerede som tolk under interviewet, så citaterne på dansk er tolket fra arabisk, citaterne fra engelskkyndige elever har jeg valgt at beholde i deres oprindelige form.

Hvad synes de om yoga?

Drengene blev spurgt om, hvad de synes om yoga og der blev svaret, at det var smukt og godt og nyttigt. Stine bad om en forklaring på, hvorfor det var nyttigt og den unge mand svarede, at det er øvelser for musklerne, for knoglerne og for hjernen.

Flere supplerede med, at man falder til ro.Vejrtrækningen falder til ro. Det er godt for blodet og for kredsløbet. "Vi føler os bedre tilpas. Vi bekymrer os ikke."

"Just hearing you talk, I fell so happy. And I feel so relaxed. When you talk, there is no fighting."

En dreng forklarede, at det var godt for hans krop og for hans ryg. "Det er nyttigt for hjernen og vigtigt for livet. Min krop og sjæl bliver et."

To drenge der deltog i fokusgruppen, havde kun været med til yoga et par gange. De mente ikke, yoga var godt:

"Nu skal du høre. Fodbold er jo meget bedre, fordi vi løber omkring alle sammen og vi kan skyde til bolden. Med yoga, der står man bare på sin måtte og så får man ondt, og så vælter man."

"Man løber og man bliver træt. I yoga bliver man træt af at stå op. Det synes, jeg er lidt mærkeligt."

Til det var der flere drenge, der havde kommentarer. "Enhver en sportform har en mening og man kan blive ekspert i kroppen." "I andre former for sport bevæger man kroppen, i yoga bevæger man også sjælen." "Yoga er godt for kroppen. Man bliver stærk. Man bliver træt."

Vejrtrækningsøvelser

Efter nogle måneders undervisning introducerede jeg pranayama. Jeg viste ujjayi (the sound breath), vi brugte det under træningen og vi sluttede med ti vejrtrækninger siddende med lukkede øjne. De første par gange tror jeg nærmest ikke, jeg selv trak vejret af nervøsitet for, om det nu gik. Men det gjorde det. Der forblev roligt.

Om vejrtrækningsøvelserne blev der sagt: "Det er afslapning både i kroppen og i hjernen"

"De første perioder og første måneder vil det være svært. Der er nogen lette øvelser, nogen man kan lave når man er ny. Og der er nogle ting, der er så svære, at man ikke kan lave dem i begyndelsen. Det allervigtigste i yoga er vejrtrækningen. Hvis man ikke trækker vejret, så dør man."

Søvnløshed

På skolen ser vi ofte drenge der ligger og sover i vindueskarmene eller ind over bordene. Det er heller ikke sjældent, at der ligger en og sover hele yogatimen på sin måtte midt i yogasalen. Vi ved godt, at drengene har søvnbesvær.

"Araberne sover ikke om natten. Han har ikke sovet i to dage." "Vi er vågne om natten."

De svarede, at de faldt i søvn mellem kl. 3 og kl. 5, mellem kl. 1 og kl. 5, kl. 4 om morgenen. En sagde, han plejer at sove kl. 11, men i nat blev den 3 fordi han havde ondt i ryggen. Om natten snakker de med deres venner og deres familie.

Der blev sagt, at hjernen arbejder videre, selvom de gerne vil sove. "Man går i seng og så tjekker man facebook og så sover man først kl. 4 og bliver vækket kl. 8. Der er også støj om natten."

Savasana

I starten var den afsluttende afspænding en udfordring. Der var uro og jeg kunne fornemme at drengene var på vagt og reagerede på den mindste lyd. Men efterhånden blev det noget, de så frem til og respekterede. Når der er ti minutter tilbage og vi lægger os ned, lyder det lettet: SLEEP!

Spørgsmålet var, når man skal ligge ned og slappe af, er det også svært?

"Det er det bedste!"

"Øvelserne før savasana er vigtige, fordi at vi bevæger kroppen. Jeg mener, savasana er den vigtigste øvelse i yoga."

Efter lang tid med forhøjet stressniveau, mister man evnen til at falde til ro. De kraftfulde øvelser efterfuldt af afspænding giver drengene et meget tiltrængt pusterum. Forhåbentlig kan de tage lidt af roen med sig videre.

Yoga og dagligdagen

Drengene blev spurgt om de kunne bruge yoga i deres hverdag.

"Nej man kan ikke lave yoga i timen. Det går jo ikke at lave yoga i klassen."

"Fordi man bliver afslappet, kan man bedre koncentrere sig. Når vi kommer om morgenen, så er vi søvnige og så laver vi yoga."

En af drengene fortalte, at han var blevet bedre til at skelne eller til at se klart i resten af sin tilværelse. Han så klarere, når han var udenfor og han kunne se mennesker klarere. Han kunne bedre skelne mellem godt og dårligt og tage en beslutning om at gå væk fra det dårlige.

Det gode liv

Til slut blev drengene spurgt til det gode liv. Det er bemærkelsesværdigt, at flere drenge fremhæver enhed som et mål. Vi er alle ens, vi er alle et.

"My life is happy if everyone are friends and everybody are happy. No fighting. I don't like fighting. Everybody friends. This one very good for all people. Not talking like, he is from Denmark, he is from Syria, he is from Arganistan. All are just friends."

"Hvis der ikke var sådan nogle skel: han er fra Kuwait, Irak og han er fra Somalia. Vi skal alle være en."

"I have come Denmark because here are good people. No fighting. I stay here. Not Syria, not Irak. No crazy, no crazy. All friends and brothers and sisters. I like that. I am so happy everybody here."

"At vi er sammen med vores venner og der ikke er nogen slåskampe. Og vi allesammen er brødre."

Drengene drømmer om en tilværelse uden krig og slåskampe. Og de drømmer om at være sammen med familien og med deres venner, hvilken er så hjerteskærende, for det er netop det, de er afskåret fra.

"In my country, Arganistan, and in Syria, people are not friends. Just fighting. Like this." (og han slår sin sidekammerat)

"I livet er der noget smukt og noget svært. Der er gråd og der er død, der er bekymringer, der er sorg. Alligevel skal livet leves. Hvis man er sammen med familie og med sine venner, så er man er sammen med alle dem, man elsker. Selvfølgelig har enhver en drøm om, at man gerne vil hjem. Men der er ikke nogen drømme i Syrien. Jeg har kun en drøm og det er, at jeg vil være sammen med min familie. Det er livet."

"Det vigtigste i livet er, at vi er far og mor og familie sammen. Hvis man ikke er sammen med dem, kan man ikke være glad. Når man er tæt på sin familie og sine venner, så kan man slappe af."

"Hvis min familie var her, så kunne jeg se det smukke. Når man ikke har familien, så er det svært at se det gode. Man skal gerne se det smukke sammen."