På min ferie har jeg - blandt andet - læst to fagbøger. Fri
af stress med yoga af Louise Bruun og Tankeboblerne af Chris Norre.
I efteråret læste jeg Yoga for depression af Stephen Cope og Amy Weintraub. Stress
påvirker kroppen på samme måde som traumer - begge dele er forhøjet
stressniveau i blodet over længere tid og udløser de samme symptomer, fx
depression.
I forhold til mit arbejde på asylskolen interesserer jeg mig for,
hvilke yogaøvelser, der kan berolige nervesystemet og skabe balance i kroppen
igen - om det så skyldes stress eller traumer.
Og generelt, hvordan kan vi påvirke kroppen hensigtsmæssigt,
når vi er i en svær periode? Og kan man?
Louise Bruun skriver - og det er jeg helt enig i - "Yoga
er ikke et quick fix".
Særligt hvis man taler om traumer eller depression
kan behandlingen være årelang (og slet ikke bestå af yoga alene) og nogle
kommer sig aldrig, men vil altid skulle leve med en øget sårbarhed, en ekstra
årvågenhed i kroppen.
De mennesker arbejdede jeg med i Vollsmose for 5 år siden.
Mennesker der aldrig bliver hele igen, uanset hvor meget yoga, de laver - og nå
nej, de fleste laver jo ikke yoga, for det kræver alligevel et overskud, en
viljestyrke, og kan man ikke sove om natten, ikke koncentrere sig om noget og
tænker man konstant på familien i hjemlandet - eller afdøde familiemedlemmer og
omstændighederne ved deres død - så skal der altså meget til at komme op på
yogamåtten.
Louise Bruun skriver om yoga, at "det er alle tiders mulighed for at fikse de fleste af dine skavanker".
Når jeg ser på mine
yogaelever, ser jeg ikke jer - jeres kroppe - som noget, der skal fikses. I er
perfekte, som I er.
Vi kan have udfordringer, det ved vi, det har de fleste,
ellers er vi vist ikke i live. Men vi skal ikke fikses!
Yogalæreren Donna Farhi
skriver, at yoga skal gøre os i stand til at "walk, stand and sit with
ease". Den formulering kan jeg meget bedre lide. Vi kommer ikke til yoga
med en ufuldstændig krop, der skal fikses.
Ja, yoga kan ændre kroppen
og hjælpe os af med smerter og ja, yoga kan ændre vores liv. Men yoga kan ikke
altid gøre det alene. Nogen ting kan ikke fikses.
Chris Norre har virksomheden mindbusiness, der arbejder med
mindfulness i store virksomheder og han skriver om emnet.
Han skriver, at
mindfulness ikke skal gøre os til noget andet, end vi er. Vi skal ikke udvikle
os i en anden og bedre retning. Vi skal stoppe, og kigge på lige præcis den
person vi er lige nu og som er perfekt.
Se med venlighed, skriver Chris. Betragt det, der er.
Mindfulness er buddhisme, hvor det religiøse aspekt er
fjernet - må Chris rette mig, hvis jeg tager fejl. Den mentale indstilling
ligger meget tæt op ad yoga - selvom yoga er en gammel hinduistisk praksis. Nu
vil mange - også store anerkendte yogalærere - hævde, at yogaen er
løsrevet fra det religiøse aspekt. Det må den enkelte yogaudøver selv tage stilling
til. Hvis man finder trøst i det religiøse, er det frit tilgængeligt. Hinduisme
og buddhisme ligger også tæt op ad hinanden: Buddha var hinduist før han blev
oplyst.
I yogaen betragter vi også det, der er, med venlighed.
En elev spurgte mig, om jeg underviser i mindfullnes. Det
gør jeg ikke, men for mig er yoga mindfulness. Vi står eller sidder med det,
der er. Vi betragter det, der kommer op af ubehagelige fornemmelser, smerter,
gamle følelser, eufori, taknemmelighed. Vi betragter det med venlighed, uden at
identificere os med det. Vi bliver i stillingen og trækker vejret.
Yoga kan hjælpe os, når vi har det svært, men nogen gange
kan det ikke.
Jeg kunne lovprise yogaen og fortælle om, hvordan mit liv er
let og smertefrit, fordi jeg laver meget yoga. Det vil elever gerne tro om
underviseren. Og vi vil så gerne læse om succes'en.
Men flere af jer ved, at det ikke er rigtigt. Jeg kunne
skrive, at jeg elsker at være gravid og bære mit barn og det er også rigtigt.
Men jeg synes også, at det er voldsomt hårdt og krævende at være gravid og jeg
kan ikke stå, gå eller sidde med lethed, heller ikke selvom jeg laver yoga.
Arbejdet retfærdiggør bestemt resultatet, det mirakel et barn er.
Men jeg
kender ikke nogen yogaøvelser mod kvalme. Svimmelhed og stakåndethed bliver kun
værre af yoga. Vejrtrækningsøvelser gør mig dårlig.
Yoga ses tit sammen med råd om sund mad og jeg kender
udrensende fødevarer, der hjælper kroppen med at tackle de store mængder
hormoner, der udløses i kroppen i starten af graviditeten. Men jeg kastede da
op alligevel.
Louise Bruun skriver på sin blog: "Hvis du bevæger dig intelligent, og lytter til din krop, hvis du spiser
mad, der støtter op omkring din krop og bygger dig op, så vil jeg æde
min gamle hat på, at din graviditet bliver 100 gange lettere og uden
store skavanker." Det har
hun. Med tvillinger.
Det er bare ikke sikkert. Hvordan spiser man sig fra
den hormonelle påvirkning, der gør, at knoglerne i bækkenet løsner sig og giver
konstante smerter? Og det på trods af mange års yogatræning netop skulle have
styrket og strammet og sørget for bevægelighed?
Ny forskning tyder på, at det er udformningen af
bækkenet, der gør, at nogle kvinder får bækkenløsning og andre ikke.
Udformningen af bækkenet kan man ikke ændre på. Det er givne omstændigheder.
Det kan ikke fikses.
Der er ting, vi ikke er herrer over, selvom vi så gerne vil
og det kan være så opmuntrende at læse om. Vi kan blive udsat for ting, vores
begrænsede bevidsthed ikke er ansvarlig for og som vi ikke selv med viljestyrke
og gode intentioner kan fikse, hverken hurtigt eller langsomt.
Samfundet stiller store krav til at individdet skal kunne fikse sig selv - fx fikse sig selv, hvis man er gået ned med stress. Men hvad nu hvis det er strukturer i samfundet eller på arbejdspladsen, der har afstedkommet stressen til at starte med?
Vi må starte med os selv og gøre, hvad vi kan gøre - fx yoga. Men vi må også være blide ved os selv og erkende, at det ikke er alt, vi er herrer over. Man stiller for store krav til sig selv, hvis man tror, at alt kan fikses - og tilsvarende stor vil skuffelsen og utilfredsheden være, når det ikke lykkes.