Kunst og krig

Regn

Jeg vågner til lyden af regn, ligesom jeg er faldet i søvn til lyden af regn fra det åbne vindue i oktober. Jeg ligger på gulvet på min søsters kontor og på hver side af mig har jeg et sovende barn, mine sovende børn, mine to piger. De vågner langsomt i det grå lys og putter sig ind til mig. Den yngste lægger en hånd på min mave:

"Er lillesøster også vågen, mor?"

Og lidt efter lidt giver babyen sig til kende, det er søvnige spark her til morgen. Babyen, der skal bo endnu en måned i min mave, før hun skal ud til sine to søstre i denne verden.

Hunden skal luftes, og to par søstre går ind over det våde græs under de store træer og den grå himmel, op mod det orangeriet i Botanisk Have. Store blade kan anes bag ruderne.

Vi går ned mod Den Gamle By, ind ad en allé og vi kan dufte brændt sukker, nybagt brød. Vi kan høre hammerslag og gennem et vindue kan vi se smeden arbejde. Der er brostensbelagte gader, bindingsværkshuse i dybrød med sorte bjælker. Vi går forbi en købmand med udstilling af antikverede varer, vi kommer forbi en café, der dufter af æbleskiver.

I 70'er-gaden er der en fotobutik, et vaskeri, en radiohandler lige ud til en kanal og i baggrunden kan man ane en kran, der hæver sig over et af de mange byggeprojekter i den moderne storby Aarhus.

Vi går ud ad tidslommen og op gennem botanisk have igen. Jeg går med bittesmå skridt og plukveer.

Selvtillid

Senere cykler jeg ind til Klostertorvet og mødes med en ung mand fra Syrien, en kurder jeg kender fra mit arbejde på Ærø og vi bestiller kaffe på Starbucks. Den unge mand insisterer på at betale, sådan gør man.

Han er frisk og tryg i byrummet blandt mange mennesker. Han smiler og taler en blanding af udmærket dansk og arabisk, når jeg insisterer. Men hans danske er fint efter halvandet år i landet med grundige og dedikerede studier.

Jeg spørger til hans venner, én af dem "han arbejder bare", og min ven kan ikke forstå hans danske sprog.

En anden er flyttet fra Ærø til samme hus som min ven. Han kunne ikke engelsk, kunne ikke skrive arabisk, slet ikke skrive dansk og hver gang jeg tiltalte ham på dansk, løftede han langsomt sine knyttede næver op foran ansigtet. Når vi talte arabisk sammen var alt idyl. I timerne tegnede han. Billeder af våben, soldater i kamuflagedragter, tanks. Nu er han i Aarhus, han kan stadig ikke skrive og han har kun lært få ord.

Jeg spørger til en tredje dreng, der rejste fra Ærø. Han var også analfabet og jeg havde ondt af ham, da jeg hørte, at han sad i en lejlighed og ventede i månedsvis. Der var ikke nogen skole for en 18-årig dreng, der ikke kunne læse.

Men han er rejst tilbage til Tyrkiet. Han kunne godt se, at fremtiden i Danmark var vanskelig. Men Tyrkiet var værre, for landet er ikke venligtsindet over for hjemvendte flygtninge, slet ikke kurdere. Nu sidder han i fængsel.

Min ven, den 18-årige, er fuld af selvtillid. Han klarer sig fint i skolen. Hans klassekammerater er også dygtige, fortæller han, for de går jo i klasse med ham. Han klarer det hele i huset, hvor han bor. Han gør rent og holder orden, han laver mad og sørger for, at de andre beboere passer deres ting. Han spiller fodbold og laver yoga og han fortæller, at han er meget stærk.

Jeg oversætter "selvtillid" for ham og han er uforstående - selvfølgelig har han det! Han skal være læge. En dygtig læge. Det er fint. Det skal han nok blive.

Afmægtighed

Jeg spørger til hans familie. Hans far og mor, der er flyttet tilbage til landsbyen, fordi krigen og bomberne kom til den store by, hvor de boede i nærheden af Aleppo. De har ikke arbejde, men de kan leve af at dyrke jorden, det har han tidligere fortalt om. Hans lillesøster og lillebror er med og de kan ikke gå i skole. Der er ikke skole, der er bare krig. Men hans storebror arbejder på en oliefabrik og tjener gode penge, det er det, der gør, at min ven har kunnet flygte til Danmark og at familien stadig kan eksistere. De har det godt. Fint.

"Er der stadig ro?" spørger jeg. "Eller er der krig?"

" Ja, jo, måske lidt krig." Og pludselig ændrer hans ansigt sig, lyset forsvinder fra hans øjne, det selvsikre smil er væk. "Hvis jeg skal sige sandheden," siger han, "så er mine brødre flygtet, de er i Grækenland nu."

Nyheden er skræmmende og ændrer stemningen mellem os. Pludselig er der sorg, afmægtighed, som han ellers formår at skjule. For hvad skal vi stille op med det?

"Hvad kan vi gøre?" spørger han.

"Hvad kan vi gøre?" spørger jeg.

For grænserne i Europa er lukkede og hvordan skal to unge mænd fra Syrien komme hele vejen til Danmark?

Ja, de har levet i en land i krig i 5 år, men hvorfor skulle de være forberedt på en illegal flugt gennem et kontinent - lige så lidt, som vi ville være forberedt på det? De er ikke vokset op med en indføring i flugtstrategier, de har bare forsøgt at fortsætte en normal tilværelse, mens krigen kom tættere og tættere på.

De er kommet til Grækenland over havet fra Tyrkiet, en risikabel rejse og måske forgæves. Aftalen i Europa er, at Grækenland sender bådflygtninge tilbage til Tyrkiet og til gengæld sender et tilsvarende antal andre flygtninge til et land i Europa.

Men aftalen fungerer ikke. Det er et fåtal, der er blevet sendt tilbage til Tyrkiet og de bliver sendt tilbage til en uvis tilværelse. I en flygtningelejr. I fængsel, som den anden dreng fra Ærø. Og det forlyder, at nogen bliver sendt tilbage ind over grænsen til den land, de lige er flygtet fra.

Så de to unge mænd i Grækenland, hvad skal de gøre? Og hvad skal forældrene gøre i en lille landsby, hvor både krig og vinter rykker nærmere, uden den faste indtægt fra storebrors job?

Det er hjerteskærende, det er håbløst.

Min ven kan i disse tider ikke gøre sig den mindste forhåbning om at opnå familiesammenføring. Begrundelsen ville være - hvis han havde søgt før han blev 18 - at hans familie ikke er særligt truede. De er ikke under større trussel end resten af den syriske befolkning og er derfor ikke berettiget til familiesammenføring.

Vi bliver stille lidt sammen. Jeg bliver trist og frustreret. Hvorfor er der intet at gøre? Og min evindelige tanke: De flygter ikke for sjov. 

Hvorfor udsætte sig for denne ulovlige rejse, hvis det ikke er allersidste udvej?

De er jo ikke en anden slags mennesker end danskere, europæere. De er mennesker med et følelsesliv og en selvopretholdelseskraft som alle andre, og disse to brødre har i fem år forsøgt at overleve i Syrien, mens midterste bror blev træt af krig og tog af sted. Før dem. Nu kan de heller ikke mere. 

Men de sidder i Grækenland og er blevet illegale.

Kunst og krig

Kaffen er drukket og vi går ud i byen, langs kanalen, blandt mange mennesker i gaderne. Ved ARoS sætter jeg min cykel i stativerne, og langsomt stiger vi op ad den lange trappe med de flade trin til museet.

Allerede udefra kan vi se halen på et gigantisk fabeldyr. En kæmpe bold, der hænger ned fra en endnu større masse, der fortsætter langt ind i museet. Det er en valkyrie af den portugisiske kunstner Joana Vasconcelos. Jeg har set hendes værker tidligere, men de var slet ikke så store.

Egentlig er vi kommet til museet for at se Robert Mapplethorpes fotografier, men det store dyr af stof er uundgåeligt.

Det hænger med halen ned i kælderen i den ene ende af det store rum og har den hovedlignende kuppel i den anden ende med udsigt ud over byen. Det er hængt op i loftet, hvor de største kupler når hele vejen op, under dyret bugter appendikser sig, og mange arme vokser ud fra siderne og slænger sig ned over etagerne.

Valkyrien er syet sammen af mange lange baner af stof i rødt, orange, mørkeblåt, i blonder, gule frynser hænger ned under halen, lyserøde frynser langs siderne, blå frynser, grønne. Nogle vedhæng er ornamenterede, med cirkler som en blækspruttes sugekopper, det hele er sat til med lys i smukke mønstre. En kæmpe lilla kuppel hænger under dyret, forskellige lilla nuancer i det sammensyede stof, lyskæder der er syet ind i stoffet

Vi går langs den ene arm på niveau 5, og jeg siger til min ven:

"Tænk, der er kunst og der er krig."

Jeg ved ikke, om han forstår, hvad jeg hentyder til. Men at vi kan opleve dette dyr, denne valkyrie, denne gigantiske eksplosion af farver og lys i ro og udstillet i fred, samtidig med at Rusland bomber i Syrien og det er i samme uge, som koalitionen har indledt sin offensiv mod den irakiske by Mosul, Islamisk Stats hovedkvarter eller højborg, som det beskrives i medierne.

Endnu en flygtningekatastrofe i udsigt, der er gjort klar til 700.000 flygtninge i lejre rundt om byen, hvor flere millioner tidligere har boet. Mennesker der er fanget i denne krydsild mellem IS, irakiske styrker og vestens hjælpende hånd. Alle disse uskyldige mennesker, de har ikke bedt om denne krig.

Men det sker. Mennesker, der kalder sig uddannede, fornuftige, demokratiske, vælger at bombe og smadre en by med hundredetusinde civile. Fordi andre mennesker, der også mener at have indset sandheden, terroriserer hele verden med bomber og mord.

Og her går vi langs en arm syet af stof, fyldt ud og dekoreret med lys, og vi går ind til udstillingen med Mapplethorpes billeder.

De første billeder er portrætter. Skærende skarpe, mange er klassiske billeder, efterhånden har flere en skæv detalje, et udtryk der stritter, et kostume, der tilfører billedet en anden mening. Mapplethorpe begyndte at arbejde med modeller, en kvindelig bodybuilder og en sort mand. Der er mange nøgenbilleder, kroppene bliver til skulpturer, som græske statuer, ikoniske og stoflige.

Der er en lille rum med  et udvalg af de forbudte og censurerede billeder, men motiverne er ikke chokerende 35 år efter deres tilblivelse. Vi har set lidt af hvert.

Sidste del af udstillingen er billeder fra Mapplethorpes sidste år. Englesmukke kvinder, æterisk udtryk. Og billeder af ham selv med en stok med et dødningehoved. Et billede hvor han tydeligvis er udtæret af den sygdom, der slog ham ihjel. Et år efter det blev taget, er han død. Han stirrer fra billedet. Døden i øjnene.

Barmhjertighed

Om aftenen kører alle søstrene til Fredericia, hvor vi skal se Klokkeren fra Notre Dame.

Den oprindelige historie foregår i middelalderen, men temaet er tilsyneladende eviggyldigt. En klokker, en vanskabning, må gemmes væk fra offentligheden. De virkelige slyngler er sigøjnerne: de fremmede, udlændingene. Byens borgere hidses op til kamp mod de anderledes.

En kvinde, Esmeralda, formår at charmere både præsten Frollo, kirkens vagtmester Phoebus og vanskabningen i tårnet. Men den magtfulde Frollo kan ikke få Esmeralda og derfor må hun dø. Alle sigøjnere skal jages fra byen, og pigen skal findes med gruelige metoder: "Om vi så skal brænde hele byen," siger han.

Om hele Mosul så skal udslettes, bare IS bliver fundet, tænker jeg. Hvordan kan fornuftige mennesker dog ræsonnere sådan? Hvilket skyld bærer de uskyldige?

På teatret lyses salen op af flammer, stolene ryster af den voldsomme ild. Frollo finder frem til Mirakelpladsen, og sigøjnerne, og det hele bliver brændt ned.

Esmeralda skal brændes til skræk og advarsel for byens borgere. Hun bliver reddet af Quasimodo, men overlever kun kort. Hun dør i tårnet. Forestillingen slutter med, at Quasimodo løfter hendes slappe krop, bærer hende ind i menneskemængden og skriger sin smerte ud.

I stedet for at se skuespillerne på scenen, ser jeg syriske fædre, der løfter deres døde børn ud af ruinerne, befrier dem for stendyngerne og bærer deres lemlæstede kroppe.

Skuespilleren på scenen skriger. Mon disse fædre også skriger?

Til Gud eller himlen, til moren, der også ligger begravet i dyngerne, fordi de tilfældigvis var født i det land? Hvordan kan man rumme det? Hvordan kan man gå videre, med sit blodige barn i armene? Et barn der skal begraves sammen med de andre familiemedlemmer.

Og hvornår beslutter man at flygte? Hvornår er der ikke mere at miste?

Mit ufødte barn sparker voldsomt til de høje lyde af klapsalver i salen. Det er svært at komme ud med min tykke mave blandt de smalle stolerækker og mængden af mennesker.

Vi kører hjem i regnen. Mine to piger falder i søvn på bagsædet i ro. I fred.

Brødrene sidder stadig i Grækenland, mens Aleppo vælter. Og Mosul bliver bombet.