Efterårskaffe og opmærksomhedsklokker

Blandede Bolsjer, Søndergade i Ærøskøbing

I går fik pigerne en lille smule kaffe med en skefuld græskarsirup og varm skummet sojamælk i de kønne cappuchino-skåle fra Harriets butik Blandede Bolsjer oppe i Søndergade.

Jeg var meget spændt på, om de ville kunne lide den kraftige duft og den stærke smag af ingefær, men det var populært og her til morgen bad Isabel: Mor, må jeg få efterårskaffe?

Hvor blev tiden af?

Min kære veninde siger til mig; Det går så stærkt!

Hun har to børn på 3 og 8 og jeg kan ikke forstå at den yngste allerede taler. Sidst vi sås sad han i sin høje stol og blev madet med vælling.

Vi har så travlt med livet, at det suser forbi, uden vi opdager det.

Vi kan få det til at gå langsommere ved at være lige her, lige nu, men hvordan kommer man i tanker om det?

Meditation

Det træner vi i meditation. Vi sidder og trækker vejret. Hver gang vi opdager, vi tænker på noget andet, vender vi tilbage til vejrtrækningen. Igen og igen og igen. Det er øvelsen. Det er det, vi kommer til at bruge i hverdagen og det er med det, hverdagen forandres. Vi opdager, at tankerne er fløjet afsted.

Opmærksomhedsklokker

Thich Nhat Hanh skriver om opmærksomhedsklokker i den lille fine bog Fred er Vejen:

"Der, hvor jeg kommer fra, bruger vi tempelklokker til at minde os om at vende tilbage til nuet. Hver gang vi hører klokken, holder vi op med at tale, standser tankerne og vender tilbage til os selv, ånder ind og ud og smiler. Hvad vi end foretager os, holder vi et øjebliks pause og nyder bare at trække vejret."

Han skriver, at her i Vesten har vi ikke tempelklokker, til at minde os om at standse op. Vi kan bruge kirkeklokker.

Der er uendeligt mange andre ting, vi kan lade være en påmindelse om at vende tilbage til der, hvor vi er lige nu, trække vejret og smile. Når din telefon siger en lyd, kan du stoppe op, trække vejret og smile, inden du tjekker hvad det er. Det har vi tid til.

Smerte som påmindelse

Og det her med skader, som er et tema for tiden. Når der er noget, der gør ondt, kan det minde os om at standse op og tænke over, om det var pga. travlhed?

Jeg bremser mit løb op ad trappen fordi mit knæ siger stop. Jeg går langsomt over på biblioteket op lægger mærke til hver en brosten.

Alt hvad der gør ondt kan minde dig om at gøre tingene anderledes, at bevæge kroppen anderledes og måske komme ind i et mønster, der er tættere på den du er og er bedre for dig.

Der er så gråt udenfor, men når jeg går fra hovedhuset til havehuset og yogarummet, dufter luften sødt af brænderøg og hav. Jeg tænder et stearinlys, passer min træning og drømmer om Indien.